Rishøjs forspring skrumper ind
FODBOLD: For ganske få uger siden havde Rishøj på 2. pladsen i 2. Division Vest et forspring på 11 points ned til nummer tre, som dengang var Thisted IK.
Det forspring er nu skrumpet ind til fire - og Thisted IK er i mellemtiden blevet overhalet af HIK, der synes at være inde i en rigtig god periode foreløbigt med fire sejre i træk.
Rishøj satte i lørdags tre points over styr i udekampen mod IK Skovbakken i Aarhus. Rishøj lignede ellers en sikker vinder med blot et kvarter tilbage at spille. Her førte gæsterne med 2-0 på to mål i det 49. og 61. minut af Andreas Albech, men på tre minutter fra det 76. 79. minut fik hjemmeholdet udlignet, og i sidste minut også scoret sejrsmålet til 3-2.
En bitter pille at sluge for Rishøj, der de første 75 minutter havde vist rigtig god fodbold, men til gengæld dummede sig mod slutningen af kampen som kostede sejren og de tre points.
Torsdag den 29. maj kl. 15.00 spiller Rishøj på hjemmebane mod FC Skanderborg som ligger næstsidst med fem points op til en redning.
En kamp, som Rishøj ganske enkelt skal have fuldt udbytte i, såfremt forspringet ned til HIK ikke skal mindskes yderligere. Efter Skanderborg venter en udekamp mod allerede oprykkede Skive IK søndag den 1. juni - og så er der ellers lagt op til en rigtig spændende kamp lørdag den 7. juni, hvor HIK gæster Rishøj Stadion. En direkte duel om andenpladsen i 2. Division Vest.