Fortsæt til indhold

På lørdag runder Kirsten de 80

Kirsten Vandkær Thomsen, Degengården i Lysabild fylder 80 år den 31. maj

Arkiv
Arkiv

Journalist og korrespondent Kirsten Vandkær Thomsen, 'Degnegården' i Lysabild fylder lørdag den 31. maj 80 år.
Det stod med store bogstaver på Kirstens vugge, at pressens vej var hendes. Hendes far, Carl Eliassen, var journalist på Kolding Folkeblad, senere chefredaktør på Holstebro Dagblad, 1944-56. Hendes farfar, Peter Eliassen, var redaktør på Ritzaus Bureau i Kolding.
Og det blev da også pressens vej, Kirsten valgte. Efter studentereksamen i Struer 1953 blev hun elev på Skive Venstreblad. Og det var her, hun mødte pressemeddeleren fra Skive Seminarium, den unge seminarieelev fra 'Skovgården' ved Pederstrup på Fyn, Viggo Vandkær Thomsen, og den 13. oktober 1956 blev parret gift.
Straks efter brylluppet flyttede de til Ødis ved Kolding. I deres 6 år i Ødis var Kirsten den hjemmearbejdende hustru, som gav børnene tryghed. Tre sønner kom - Niels, Henrik og Claus.
Kirsten fortsatte herefter sin journalistinteresse som lokalmedarbejder for Jydske Tidende og Kolding Folkeblad.

Brasekartofler til Hartling

I 1963 flyttede familien til skolelederboligen i Skivum skole ved Års i Himmerland. Her fik Kirsten sin fjerde søn, Søren, et 'søndagsbarn' i 'sejrsskjorte', nu ansat på Sønderborg sygehus.
Kirsten blev nu værtinde for 'Skivum-møderne', hvor Poul Hartling bl.a. fortalte 300 deltagere i mødet om Kirstens velsmagende brasekartofler!
I 1968 flyttede familien ind i skolelederboligen på Mosbjerg Centralskole ved Hjørring. Nu blev Kirsten værtinde for foredragsholdere i 'Mosbjerg-møderne', bl.a. politikerne Anker Jørgensen, Knud Heinesen og Erhard Jakobsen.
I 1972 gik turen til Sønderjylland, hvor familien flyttede ind i skoleinspektørboligen, den gamle 'Degnegård' i Lysabild, og hvor Kirsten nu fik store værtindeopgaver for 'Lysabild-møderne', allerstørst den 25. august 1983, da statsminister Poul Schlüter samlede 700 mennesker. En særlig aften var også udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens besøg den 12. august 1985 midt i en politisk urolig tid. Da lå der sikkerhedsvagter i Degnegårdens have og omkring skolen i Lysabild under hele mødet!
Helt anderledes fredelig var den aften den 16. september 2002, da hofmarskal Søren Haslund Christensen skulle til middag hos Kirsten inden møde i Odd Fellow logen ”Hertha” i Sønderborg. Da han steg ud af bilen på gårdspladsen, stod Kirsten i hoveddøren, og hofmarskallen råbte ”Kirsten, vil du hjælpe mig med en jakkeknap?”
Og da de fire sønner havde forladt hjemmet, kastede Kirsten sig over studier og blev 1983 engelsk-tysk korrespondent og fik ansættelse på turistkontorer i Skovby og Nordborg.

Teater, blomster og loge

Et ganske særligt kapitel i Kirstens 8o år er hendes interesse for teatret. Allerede på gymnasiet i Struer afslørede hun særlige dramatiske evner, og i Ødis-tiden 1956-63 løste hun store opgaver på 'Skamlingsbanke Forsøgsscene', blandt andet i 'Marcolfa' af Dario Fo, og i nordjyske år fik hun 1971 anerkendelse som professor Mench"s assistent i Kaj Munks 'Han sidder ved smeltediglen' på Vrå højskole. En anmelder skrev: ”Kirsten har en ganske særlig karakteriseringsevne. Hun huskes!”
I Lysabild på Als spillede Kirsten mange roller hos Lysabild-Amatørerne, største opgave var i Kjeld Abells 'Anne Sophie Hedvig' i 1983.
Odd Fellow Ordenen har Kirstens store interesse. Hun er søster i 'Svanen' og har 25 års jubilæum den 21. november i år.
Allerstørste interesse? Det er familien med sønner, svigerdøtre, 9 børnebørn og 2 oldebørn – og blomster! Kirsten henter hver dag buketter ind fra familiens have i 'Degnegården'.
8o års dagen fejres mellem familie og venner på Skovby Kro.