Skuffede mest sig selv
Avedøre lå til at vinde men måtte nøjes med uafgjort - spiller topopgør ude mod Herlev på lørdag
I centerforsvaret havde Avedøre Toke Svendsen og Casper Lauridsen, og især førstnævnte gjorde det fremragende. Jægersborg har en stor og stærk angriber, der hele tiden udfordrer i sit spil, men her var Toke Svendsen den stærkeste hver gang. Efter det voldsomme pres i starten af kampen fik Avedøre et hjørnespark, som Casper Lauridsen sendte ind i en blød bue. Jægersborgs målmand gik helt galt af bolden, og Martin Nordentoft kunne med en blød inderside bringe Avedøre i front. Kampen bølgede meget frem og tilbage med Avedøre som holdet, der gerne ville spille bold, men ikke rigtig fik sat spillet. Det blev til flere lange dybe bolde, som Avedøres angribere ikke kunne holde fast i, og så skulle der forsvares igen. Christian Thorup sugede boldene til sig og vandt stort set samtlige dueller, men det var ikke nok til at udbygge føringen. På den sidste tredjedel var Avedøre ikke gode nok. Magnus Romme Larsen var ene om at komme til afslutninger, og det blev til to af slagsen, som begge gik lige udenom opstanderen. I den anden ende havde målmand Tobias Nannestad en mirakelredning efter en fast situation, hvor han med en hurtig refleks fik blokeret et hovedstød fra tæt hold ud i spil igen. 1-0 ved pausen. Avedøre kom ikke godt ud til 2. halvleg, hvor kommunikationen i den bageste kæde ikke var på plads. Det gav Jægersborg nogle muligheder, som de dog ikke udnyttede. Indskiftede Jesper Fosgaard behøvede ikke megen tid, før han bragte sig i fokus. En dyb bold fra Casper Lauridsen forlængede han til Emil Vatani, der løb fra alt og alle og koldblodigt sendte bolden i nettet med 20 minutter igen. Det var efter en periode, hvor Avedøre var tilbage med det sil, der har givet så mange sejre i denne sæson. Ti minutter før tid fik Jægersborg endnu et hjørnespark, som endte i klumpspil, hvor der blev trykket af tæt under mål, og så var der reduceret. Kort før tid blev det så 2-2, og igen var det en fast situation, der udløste målet. Bolden blev clearet i første omgang, men braget ind fra kanten af feltet. 2-2 og en tabt sejr, der bare syntes så sikker. Behersket skuffelse I og med de nærmeste konkurrenter; FA 2000 og Herlev også spillede uafgjort, kom Avedøre et skridt nærmere oprykning. - Vi var alle skuffede over at sætte en 2-0 føring over styr, mente træner Jan Christensen efterfølgende. - Men det ser jo stadig godt ud. Vi kan med sejr over Herlev i Herlev på lørdag sikre os oprykning, og det er nok første kamp i foråret, hvor vi ikke er favorit. Det kan vi forhåbentlig forstå at udnytte. Presset er på Herlev, der skal have point...