Fortsæt til indhold

Gamle apoteker-venner skal nu konkurrere

Byens nye apotekere glæder sig til at drive forretning i Esbjerg

Arkiv
Rune Weitling

At skrive byens to nye apotekere er gamle venner, der nu er blevet fjender, vil nok være en stramning. Men under alle omstændigheder er det to gamle venner, der nu er blevet konkurrenter. Og det lægger ingen af dem skjul på.
“Vi har det personligt godt med hinanden, men vi vil også begge have det bedste apotek i byen. Så enkelt kan det siges,” lyder det fra Jakob Møller, der siden den 1. maj har været ny mand i spidsen for Neptun Apotek i Kongensgade og i Sædding Centret, mens Lisbeth Roslund Nielsen, der samme dato overtog Krone Apotek i Kongensgade, siger:
“Men det bliver lødigt og på den gode service, at vi kommer til at konkurrere.”

Faglig rådgivning i fokus

Esbjergs to nye apotekere kender hinanden ganske godt, da de tidligere har siddet i samme netværksgruppe for apoteker-souschefer. Her hjalp og sparrede de meget med hinanden, og begge har de gennem årene gået målrettet efter at blive 'herre i eget apotek'. Nu er det så lykkes for dem - i Esbjerg. Her vil de forsøge at skabe fornyelse, så man kan se, at både Neptun og Krone er apoteker anno 2014. Og de glæder sig.
“Tiderne har jo ændret sig. Som apoteker i dag står man ikke og slår tabletter eller laver cremer. Det er industrialiseret, hvilket betyder, at vi har andre opgaver som bl.a. det driftsmæssige, administrative og økonomiske,” forklarer Jakob Møller, mens Lisbeth tilføjer:
“Og så har vi en væsentlig rolle som faglige rådgivere. Det er et individuelt servicefag på den måde, at vi kvalificeret rådgiver den enkelte kunde meget mere i dag,” siger Lisbeth, mens Jakob stemmer i:
“Desuden har vi også en rolle som kontrollanter eller gatekeepere. Vi opdager rigtig, rigtig mange fejl og uhensigtsmæssigheder på lægernes recepter. Dem kan vi med vores faglighed se og få ændret på.”

Godt indtryk af byen

Både 42-årige Lisbeth og 36-årige Jakob er fulde af lovord om deres personaler, som har taget rigtig godt imod dem, ligesom de begge og deres familier har fået et godt indtryk af den by, som de nu - og formentlig resten af deres arbejdsliv - skal gebærde sig i.
“Jeg synes, det er en meget åben by, der er imødekommende overfor tilflyttere. Min mand og vores tre unger på ni, 14 og 16 år er også meget positivt overrasket over alle de muligheder, der er her,” siger Lisbeth, mens Jakob fortæller:
“Min kone, jeg og vores to børn på to og fem år er flyttet til Tjæreborg og har også et meget positivt indtryk af Esbjerg. Det er let at etablere sig her både privat og forretningsmæssigt,” siger Jakob.