Peter holder styr på havnene
Niels Tolstrup har i fem år været ansvarlig for Blue Waters havneaktiviteter, befragtning og vindmøllelogistik med base i Esbjerg.
Han ønsker nu at arbejde tættere på hjemmet og familien på Sjælland, og han har derfor valgt at træde tilbage fra denne stilling. Niels Tolstrup udtræder derfor også af Blue Waters direktion, men fortsætter i Blue Water med forretningsudvikling i tæt samarbejde med Kurt Skov.
Ny ansvarlig for havneaktiviteter, befragtning og vindmøllelogistik er 40 årige Peter Ehrhorn, som har omfattende erfaring i transportbranchen fra tolv års arbejde hos Blue Water i både Esbjerg, Baku og Dubai. Han har blandt andet været involveret i Blue Waters første krævende transporter af borerigge til det Kaspiske Hav gennem det russiske flodsystem. Efter nogle år væk fra Blue Water, hvor Peter var chef for helikopterfirmaet CHC i Esbjerg og direktør for rederiet Thorco Shipping returnerede han til Blue Water i 2013. Han har siden været ansvarlig for skibsbefragtning samt udviklingen af Blue Waters serviceskibsprodukt og hotelskibe til offshore industrien.