Fortsæt til indhold

Offshore industrien bygger på sten

I Aabenraa ligger virksomheden, der leverer selve fundamentet til offshore industrien, og det er der fremtid i

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Det er kun få år siden, at Stema Shipping A/S med adresse på Nyhavn i Aabenraa for alvor rykkede ind i offshore branchen, og allerede nu stammer omkring 20 procent af virksomhedens totale volumen fra denne del af aktiviteterne.
“Med offshore har vi fået et nyt ben at stå på. Vi har tidligere stået for leverancer til denne branche, men som sådan er det et relativt nyt område for os,” siger adm. direktør i Stema Shipping, Claus Boisen.
Når det drejer sig om olie- og gasledninger anvendes der sten til både at jævne havbunden og til at placere ovenpå rørene for at holde dem på plads. Og ved vindmøller skaber stenene et fundament omkring vindmølle-tårnene. Det kan foregå på den måde, at Stema leverer de store sten direkte til kundens specialskibe, som så med en præcision på få centimeter kan placere dem på havbunden.
“I 2010 og 2011 kæmpede vi os ind på markedet, og de sidste par år har vi haft rigtig travlt. Alene i 2013 leverede vi to millioner tons sten til forskellige offshore projekter. Om vi kommer så højt op i år er nok tvivlsomt, for som det ser ud nu, vil opførelsen af vindmølleparker først for alvor komme i gang om et år eller to, men så tegner det også til at blive stort,” vurderer Claus Boisen.
Stema har allerede leveret til en række vindmølleprojekter i Danmark, Tyskland, England, Holland og Belgien.

Europas største

“Vi har en kapacitet, der gør os til Europas største inden for sten til offshore, og vi er i stand til hurtigt at øge produktionen om nødvendigt. Det betyder, at vi er meget leveringsdygtige, og vi så at sige altid har de varer på hylden, som efterspørges. Det er meget afgørende for vores kunder, idet deres skibe er dyre i drift, og de derfor ikke ønsker ventetid på grund af manglende leverancer,” forklarer Claus Boisen.
Både produktion, logistik og distribution af sten til offshore projekter styres fra Aabenraa.

Store perspektiver

“Sammen med det rådgivende ingeniørfirma Rambøll og et universitet i Hannover er vi nu i færd med at udvikle metoder, der kan spare vindmølle-investorer store beløb omkring fundamentet. Ved havvindmøller tegner fundament-delen sig for omkring halvdelen af investeringen. På universitetet laver man blandt andet 'real life' forsøg i avancerede bølge- og strømkanaler, hvor Rambøll hjælper til med analyserne af de mange data,” forklarer Claus Boisen.
Som det er nu, skal der bruges to lag sten i fundamentet til en vindmølle, og hvis det kan ændres til kun ét lag, er der mange penge at spare.
“Vi har store forventninger til projektet og det kommende produkt. Vi har nu taget hul på fase to, hvor virksomheder som Dong og Vattenfall kunne være interesseret i at deltage i den videre udvikling,” slutter adm. direktør Claus Boisen.