Schmeltz Have
Den lille oase i Allehelgensgade indrettes med bænke samt skulptur og bliver opkaldt efter Roskildes store mæcen
Den lille grønne plet ved starten af Allehelgensgade skal nu sættes i stand med bænke og får navnet Schmeltz Have efter byens store godgører, der i 1800-tallet gav Roskilde store pengegaver til et nyt rådhus, springvandet på Stændertorvet og flere stiftelser med boliger. Nutidens bankfolk har regnet ud, at hans donationer til hjembyen ville svare til over 16 millioner kroner i dag. En buste af den store giver skal opstilles på den lille plads. Den har ligget ufærdig hen, siden Per Flensborg, der ejer Kaza, har sat alle de gamle bygninger i denne gamle købmandsgård flot i stand. Faktisk er det Schmeltz’ tidligere ejendom, hvor han drev sin virksomhed. I 1870 forærede Schmeltz den lille plads til Roskilde for at frelse fodgængerne i Allehelgensgade. På det vestlige hjørne af Allehelgensgade af Stændertorvet og Allehelgensgade lå Winthers Garveri, der fyldte så meget, at en hestevogn og en fodgænger ikke kunne mødes i den smalle gade. De gående måtte søge ly i porten, men Schmeltz skaffede dem altså et ekstra helle ved siden af indkørslen til sin købmandsgård, beretter lokalhistorikeren Lotte Fang. Hun arbejder sammen med formanden for Gågadelauget Michael Gundersen og kommunen på at få indrettet den lille plads.
Silhuetklip i metal
Sagen skal behandles på et kommende møde i Teknisk Udvalg. Nabohuset mod syd er en af de stiftelser, som Schmeltz fik opført i Roskilde, og her skal opsættes illustrationer om hans liv. Ved siden af bænken i det lille anlæg skal der også være en stor metalkopi af et gammelt silhuetklip med Schmeltz sammen med sin far, mor og søster. Her kan nutidens børn så måle sig med Schmeltz som dreng. Otto Heinrich Schmeltz var søn af en hollandsk væver, der var kommet til Danmark, men som mistede alt under englændernes bombardement og den store brand i 1807. Faderen fik i stedet job på Maglekilde, som dengang var klædefabrik og fandt sig en pige i Roskilde at gifte sig med. tk