To nye mountain bike ruter i Hannerup Skov
Onsdag den 21. maj indvies to mountainbike ruter i Hannerup Skov. Det er Fredericia Cykel Club, der i samarbejde med Fredericia Kommune har etableret de nye ruter for mountainbike kørere.
Der er tale om to ruter på henholdsvis 7,2 og 4,2 km. Fredericia Kommune har sørget for afmærkningen af stien og leveret de nødvendige materialer. Cykelklubben sørger selv for vedligehold af sporet. Det er den første officielle MTB-rute i Fredericia.
”Mountainbikeruterne er lagt på en sådan måde, at de kan aflaste og så vidt muligt friholde de eksisterende stier i skoven, så vi kan undgå konflikter med de forskellige brugere af skoven”, siger Christian Bro, formand for Energi- og Miljøudvalget.
Onsdag kl. 18.30 skyder Christian Bro et MBT-løb i gang. Omkring 150 cyklister forventes at deltage i løbet, som er arrangeret af Fredericia Cykel Club.
Grusvejen, der går fra Hannerup Brovej til Hannerup Engvej vil blive spærret fra kl. 17:00 til ca. kl. 20:30. Starten går fra den store grusplads ved den grønne bro.