Fortsæt til indhold

Kursister på stroppetur

Forleden var otte kursister fra VUC Syds “GO-hold” på hårdt arbejde. Sveden sprang - og det gjorde de også

Arkiv
Peter Rasmussen

Trods til tider heftigt regnvejr var gejsten ikke til at slå ud af de otte kursister, der forleden tog den fysiske udfordring op og stillede klar til start på den militære træningsbane efterfulgt af fodboldtræning hos SønderjyskE. Træningsbanen er udfordrende med mange forskellige forhindringer, og flere kursister måtte overvinde sig selv for at klatre op i fem meters højde eller balancere i to meters højde. Men med opbakning fra de andre kursister klarede de otte GO-kursister sig igennem alle forhindringerne - noget som kun de færreste grupper rent faktisk klarer, lød det fra soldaterne, som ledte kursisterne gennem træningsbanen.
Hos SønderjyskE blev der trænet driblinger og skudt på mål under kyndig vejledning af Bo Storm, fodboldspiller hos SønderjyskEs førstehold.
VUC GO er et uddannelsestilbud, som er målrettet mod de unge, der ikke rigtigt har fundet sig til rette i uddannelsessystemet, men som har et ønske om at komme videre med deres liv og få en uddannelse og et job. Der undervises i dansk, matematik, engelsk og idræt, og undervisningen har fokus på udvikling både fagligt, personligt og socialt for kursisterne.