Fortsæt til indhold

Byvandring med fokus på locations fra TV-serier

Arkiv
Arkiv

KØGE: Torsdag den 12. juni kl. 17.00 kan man komme på byvandring, hvor man ser locations fra film og TV-serier, der er optaget i Køge. Guide på turen er Lone Nielsen fra Køge Museum.
- Vi mødes i Køge Museums have og hører her om de spændende optagelser til filmen Oscar og Josefine, der bl.a. foregik om natten i museets have. Fra museet bevæger vi os ud i Køges små gader som Kirkestræde, Nyportstræde og Fændediget og ser nogle af de steder, der har været brugt i film og TV-serier. Den TV-serie der har optaget flest scener i Køge er Matador, men også TV-serier som Hotellet, Rejseholdet og En by i provinsen har fundet spændende steder at optage i Køge, mens film som Landsbylægen, Rocking Silver og den gamle Fy og Bi-film Grønkøbings glade Gavtyve havde optagelser i Køge, fortæller museumsinspektør Inge Christiansen.
Undervejs fortælles om mange sjove scener, bl.a. fra Matador, hvor Fedes kone Marie løber gennem Kirkestræde i Køge for at ende ved gadekæret, der ligger i Store Magleby!
Køge er på mange måder en typisk provinsby, der har det hele: gamle huse og kvarterer, nyere huse og kvarterer – og så ligger den tæt på hovedstaden, så filmholdet skal ikke køre så langt.
Byvandringen varer ca. halvanden time og slutter igen foran Køge Rådhus. Man kan købe billet i museets have umiddelbart inden byvandringen. Det er gratis for børn under 18 år.
pm

Fra optagelserne til Oscar og Josefine.