Fortsæt til indhold

Billum Børneby tager form

En gruppe borgere i Billum har længe næret et ønske om at få en børneby

Arkiv
Kim Schou

Udvalget for Børn og Undervisning støtter det lokale initiativ og sender et forslag om en børneby i Billum i høring.
"Det afgørende for os er at fastholde tilbud til børn i Billum og lytte til forældrenes ønsker," fortæller Per Rask Jensen, som er formand for Udvalget for Børn og Undervisning.

Lydhørhed og kvalitetssikring

På dagsordenen til udvalgsmødet 3. juni var et ønske om at skabe en børneby i Billum. Forslaget, der kommer fra Billum-borgere selv, sendes nu i høring.
Udvalgsformand Per Rask Jensen peger på, at ønsket er at opretholde et tilbud med faglig kvalitet og samtidig være lydhør over for et lokalsamfunds ønsker.
"Vi støtter op om de lokale kræfter i Billum ved nu at sende forslaget i høring. Samtidig har det også ligget os meget på sinde at sikre, at børnene i Billum også fremover har et tilbud af faglig kvalitet. Hvad den faglige kvalitet består i, beder vi nu om input til," fortæller Per Rask Jensen.
Med Billum Børneby smelter skole, børnehave og skolefritidsordning sammen til en enhed. Skolen får ansvaret for at drive børnehaven. Tidligere har Billum Børneby været gennemført som et toårigt forsøg.
Sagen sendes i høring hen over sommeren. Derefter afgør udvalget endeligt, om Billum Børneby bliver til virkelighed.