Faldende børnetal fører til nye løsninger i Starup
Prognoser viser, at Varde Kommunes dagtilbud vil få færre børn i de kommende år
Derfor ser Udvalget for Børn og Undervisning nu på muligheder for at fremtidssikre tilbuddene. Et af de steder er Starup
"Det afgørende for os er at bibeholde børnetilbud i lokalområdet," fortæller Per Rask Jensen formand for Udvalget for Børn og Undervisning.
Aldersintegrerede pladser i Starup Børnehave
HolmeÅhusets forældreråd har bedt udvalget se nærmere på mulighederne for at optimere driften og sikre børnetilbuddene i Starup i den kommende periode, hvor børnetallet er faldende.
Det gjorde udvalget på sit møde tirsdag den 3. juni.
"Vi er blevet enige om at arbejde videre med en model, hvor vi fremadrettet får fire aldersintegrerede pladser i børnehaven i Starup, det vil sige fire pladser til børn fra 0 til to år. Vi får dermed et mere differentieret tilbud i Starup."
"Vores store fokus er at opretholde serviceniveauet i lokalområderne og sikre den faglige kvalitet i vores tilbud. Ud fra de prognoser vi har, vurderer vi, at det er denne løsning, der giver det bedste tilbud i Starup. Nu ønsker vi at høre, hvad brugerne mener, så derfor sender vi sagen i høring hen over sommeren," siger Per Rask Jensen.