Café Over Broen inviterer til musikaften
Torvebyen danner ramme om spændende musikalske oplevelser fredag den 6. juni.
MUSIK: Fredag den 6. juni kan gæsterne hos Café Over Broen i Torvebyen se frem til en fin musikalsk oplevelse, når duoen Tandberg & Østenby lægger vejen forbi og optræder fra klokken 18 til 19.
Duoen har siden 2012 optrådt med deres helt eget musikalske udtryk, som rummer på en gang smukke, feminine og melankolske elementer. Og selv om Simone Tandberg i dag bor i Valby, og Isabella Østenby bor i Århus, så fortsætter de samarbejdet, som har glædet publikum over hele landet.
- Kom og oplev dem den 6. juni i Torvebyen og vær med til at skabe en fantastisk stemning i Køge by, lyder opfordringen fra Café Over Broen, som samme aften også lægger scene til Kasper Vestergaard og Nikolaj Andersen.
Kasper Vestergaard er en ung musiker fra Køge, som har spillet en del år efterhånden. Han er forsanger i bandet Sons of Smiths, som blandt andet har spillet koncerter på spillesteder som Vega, Rust og Tapperiet, men også på den store scene til Køge Festuge 2013.
Han har derudover startet et soloprojekt, hvor han skriver sine egne numre. I Torvebyen den 6. juni vil publikum kunne opleve ham sammen med guitaristen Nikolaj Andersen.