Er det en hest eller et menneske?
Udstilling med dyr der ligner mennesker, og mennesker der ligner dyr
Er det en hest? Eller er det en kat? Eller et menneske?
Billedhuggeren Pontus Kjerrman leger med former og figurer i sine skulpturelle værker befolket med fantasifulde figurer, som man kan se i en ny udstilling på Kunstmuseet i Vejle.
Pontus Kjerrmans kunst er i forvejen kendt i Vejle, hvor hans skulpturer 'Bænken', 'Midgårdsbrønden' og 'Englekatten' står på gågaden ved Orla Lehmannsgade. Her har de i en årrække lagt op til samtaler og leg mellem store og små forbipasserende.
Pontus Kjerrman er født i Göteborg i 1954 og flyttede til Danmark i 1979 for at studere på Det Kongelige Danske Kunstakademis billedhuggerskole. Her blev han lektor i 1985 og leder i dag laboratoriet for gips. Kunstneren markerede sig hurtigt i Danmark både som pædagog og udøvende billedhugger. Udstillingen 'Skulpturfortællinger' kan ses frem til den 31. august på Kunstmuseet.