Rallybilerne fræser derudad på vejene ved Vejle
62 hold er klar til BCA mini Rally, som lørdag den 12. april med start klokken 10 finder sted på landevejene omkring Vejle.
Der er lagt op til et løb i stort format med seks hastighedsprøver lige syd for Vejle og ikke mindre end 62 rallybiler med en stribe af landets bedste rallykørere bag rattet samt fire hold fra Tyskland.
Blandt de mange teams finder man Jesper Bisted fra Horsens, der har Heidi Pedersen fra Egtved som sin co-driver, samt Per Grønning og Lars Nielsen fra Vejle Motor Sport.
Der bliver også en lang række historiske rallybiler som Toyota Corolla Coupé, Opel Manta, Ford Escort RS2000, Volvo 240 Turbo og mange flere at se på.
Fra klokken 10 - 17 kan man se rallybilerne i løbets rallycentrum hos BCA Bilauktioner på Bugattivej i Vejle, og i samme tidsrum er der hastighedsprøver på landevejene ved Nørre Vilstrup, Jerlev Engmark og Højen Skov.
BCA mini Rally er det første i Mini Rally Syd-turneringen. På minirallysyd.dk kan man se ruten og meget mere.