Fortsæt til indhold

Ny gårdbutik har været på vej i 15 år

Som nabo til Gerlev Rosenpark åbner Anne Friis Møller nu gårdbutik, hvor hun blandt andet sælger.. roser

Arkiv
Af Birgitte Masson

Turistattraktion nummer et´ i Gerlev må nok siges at være Gerlev Rosenhave. Her ankommer store turistbusser næsten dagligt i sommerperioden, hvor der selvsagt er flest roser, som tager sig ud fra bedste side.
Men som noget helt nyt kan man nu også købe sine egne roser med hjem fra Gerlev. Og nej, det har for så vidt intet med Rosenhaven at gøre. Men derimod naboen dertil. For der bor Anne Friis Møller, i hvad der bedst kan betegnes som et lille stykke af paradis.
Det er herfra, at hun nu åbner en lille gårdbutik, med nøje udvalgte blomster, primært roser fra Torben Thims planteskole i Løve, krukker og haveredskaber, som, med hendes egne ord, er så pæne, at hun selv ville benytte dem.
“Jeg kan godt lide det enkle,” siger Anne, mens hun retter på et par smukke, italienske potter i ler.
“Jeg har altid gået med en lille drøm om, at det kunne være sjovt at åbne en gårdbutik. Mine børn griner af mig, for skiltet, som nu er kommet op at hænge ved indkørslen, købte jeg for 15 år siden,” siger Anne og smiler.
Hun tager imod udenfor gårdbutikken, hvor de sidste detaljer er ved at falde på plads inden åbningen den 29. Maj.

Som taget ud af et magasin

“I morgen skal jeg på Grøntorvet. Her må nemlig godt være noget, som man ikke også kan købe i det lokale supermarked.“ Anne føler forsigtigt på bladene af en grøn plante. En skøn duft at citron breder sig.
“Det er en duftpelargonie. Den bliver også kaldt for ørepineblomst,” fortæller Anne kyndigt. Der er ingen tvivl om, at det er en særdeles kyndig og ikke mindst passioneret kvinde som åbner gårdbutik, primært fordi hun elsker blomster.
Hendes egen have er som taget ud af et havemagasin, og skønt hun i snit bruger en halv time om dagen her, så kan hun alligevel ikke dy sig for et par gange om dagen at gå ind ved siden af i Rosenhaven, for at luge og ordne hvor der trænger.
“Det var blandt andet fordi, parken nu er blevet så fin, at jeg tænkte, det var oplagt, at åbne gårdbutikken.”
Anne ved af erfaring, at det ofte er, når man ser noget, man synes om, at man får lyst til selv at gøre det efter derhjemme.
“Det er ikke, fordi jeg går så meget på loppemarkeder. Det er snarere, når min husbond og jeg besøger parker og haver rundt om i verden, at jeg bliver inspireret, og derfor får lyst til at købe noget med hjem.”
Der står dog ingen udenlandsrejser noteret i Annes kalender foreløbig. For Gårdbutikken Rosen holder åbent i Juni, juli og august måned hver fredag, lørdag og søndag fra klokken 10 til 16.
Et sidste spørgsmål trænger sig på, inden vi forlader Anne og hendes grønne univers:
Har du en yndlingsrose?

“Det er Louise Odier,” svarer Anne prompte.
Ved indgangen til Gerlev Rosenhave finder man skiltet til gårdbutikken.