Eksamenstid

Så blev det da endelig forår, ja næsten sommer, syrenerne og guldregnen blomstrer – og over hele Danmark sveder kommende studenter over bøger og computere og ved eksamensborde foran lærere og censorer, der balancerer imellem på en gang at hjælpe på vej og dømme, hvor godt tre års gymnasielærdom har fæstnet sig, og hvor gode de unge er til at bruge den. Og sidst i juni springer de så endelig ud, studenterne, glade og lettede og klar til at indtage verden. Og vi stolte og lidt benovede forældre (hvor blev tiden dog af?!) står klar til at sende dem af sted. Eller hvad?!

Ind i fælleskab

For rigtig mange nybagte studenter, ikke bare fra Roskilde, men fra hele landet, er Roskilde Festival det første stop på den rejse. Her rystes bøgernes støv og eksamensnervøsiteten for alvor af skuldrene og ud af hovedet. Men der sker mere end det. Roskilde Festival er ikke en begivenhed, man tjekker ind og ud af som en studenterfest. Roskilde er noget andet. På festivalen træder man ind i et fællesskab, et samfund næsten, hvor man kan være den, man har lyst til at være. Fri for omverdens forventninger, men ikke fri for ansvar for fællesskabet. Det er intenst, larmende, møgbeskidt og udfordrende, fuldstændig fantastisk og vidunderlig poetisk. Det er en dannelsesrejse i sig selv at være på Roskilde Festival. Og som på alle dannelsesrejser er der udfordringer, der skal overkommes, konflikter, der skal løses og grænser, der skal overskrides. Men på Roskilde Festival er en del af dannelsen også erfaringen af, at man ikke står alene. Det ligger dybt i vores sjæl – det store frivillige engagement som er hjertet i vores begivenhed – at vi alle er del af en stor fælles organisme, der løfter sammen. Efter 25 år som leder af festivalen er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at vores deltagere både mærker den tillid og præges af den. Og her er det, at mit spørgsmål fra indledningen kommer ind. For desværre virker det ikke altid, som om vores deltageres forældre nærer den samme tillid og tiltro til deres afkom. Og lad det være sagt med det samme: Det er helt i orden at være bekymret for, om ungerne er klar til at tage på Roskilde Festival, men har man først givet lov, må man tro på, at de er flyveklar. Selvfølgelig er det skønt for børnene dagligt (nogle faktisk flere gange dagligt) at få bragt kolde øl eller serveret morgenmad og varme retter fra bagagerummet i mors stationcar. Og det er da klart, at det er rart, når far gider ringe til festivalen for at høre, hvor der er ledige campingfelter, når man nu ikke selv har lyst til at gå særlig langt for at finde det. Men mon ikke det gik fint uden? Måske det endda var bedre på langt sigt, hvis vi lod dem selv klare det. Og så taler jeg endda ”kun” om festivalen.

Håndtere modstand

På landsplan har vi hørt om forældre, der klagede over, at deres (voksne) børn ikke kom ind på yndlingsstudiet, som inviterede sig selv med til jobsamtaler osv. Forældre, der i bedste mening forsøger at bane vejen for deres børn og dermed gøre livet lettere for dem. Jeg er selv den heldige far til tre voksne børn (ét hjemmeproduceret og 2 bonus), så jeg kender alt til det, og jeg har da helt sikkert også ind i mellem banet vejen mere, end jeg burde. Ingen er vel perfekt… Måske gør vi det lettere i situationen, men på langt sigt handlingslammer vi dem. De bliver ude af stand til at håndtere modgang, evner ikke at træffe en selvstændig beslutning og bliver slet ikke klar til at tage konsekvenserne af de valg og handlinger, som de jo på et eller andet tidspunkt – om ikke andet, så når forældrene ikke længere kan – bliver nødt til at foretage. De bliver ikke forkælede; var det blot det… De bliver passive borgere frem for aktive og engagerede medborgere. Vi gør med andre ord ikke alene børnene, men hele vores samfund, en bjørnetjeneste. Vigtige egenskaber, som vores demokratiske samfund baseres på, risikerer at blive udvisket gradvist.

Flyvefærdige

Vores børn er kun til låns, er der en klog mand, der engang har sagt. Lad os lige minde hinanden om det. Vi har lånt dem af verden, mens de vokser op. Når de er voksne – og det er de, før, vi tror, de er det – må vi levere dem tilbage. Det er ikke vores opgave at holde på dem. Vores opgave er at hjælpe dem på vej. Sætte dem i stand til at agere i verden. Måske er det ikke lige efter studentereksamen, men det er snart efter. Vores eksamen kommer, når de flyver. Da ser vi, om vingerne kan bære; kan ske at det ikke er så elegant et svæv til at starte med, som vi håbede. Men vi må stole på, at de kan. Har vi gjort det rigtigt, flyver de ikke alene, men finder et samlet træk som er deres. Måske har de allerede fundet det, måske finder de det på Roskilde Festival til sommer. Forhåbentlig engagerer de sig og indgår aktivt i både det og i deres omverden. Held og lykke til alle med eksamen. Unge som ældre. Rødt Citat "Det er helt i orden at være bekymret for, om ungerne er klar til at tage på Roskilde Festival, men har man først givet lov, må man tro på, at de er flyveklar."