Fortsæt til indhold

Svend, hvor har du gjort af mine trusser?

Bogen om de små annoncer. Dengang magasinet "Weekend-Sex" annoncerede i Politiken, da pornofilm blev refereret i spalterne, og da man kunne købe alskens vidundermidler, der kunne kurere stort set alle dårligdomme

Arkiv
Ina Bjerregaard

Stemmen er dyb og varm, og en lille smule buldrende. En buldren der går igen, når han ler, og det sker ofte, når Ole Rasmussen skal fortælle om bogen, ”Svend, hvor har du gjort af mine trusser”, der netop er udkommet på Politikens forlag.
Ole Rasmussen har gravet dybt i gamle udgaver af Politiken for at finde små annoncer, hvor der er store følelser på spil - og mirakelkure nok til at redde hele verdens befolkning fra skaldethed, fedme og trykken for tarmene.
Men hvorfor skrive en bog om annoncer gennem tiderne?
"Det var forlaget, der fik mig til det," ler Ole Rasmussen og fortæller, at da forespørgslen kom, så han bjerge af avispapir for sig.
"Og det fik jeg så," siger Ole Rasmussen..
Han begyndte med nogle nedslag i hvert årti og fik så kopier af avissider tilsendt.
"Det gik hurtigt op for mig, at siderne var fyldt med tidsbilleder med klare temaer, som man kunne dele en bog op i," siger Ole Rasmussen.

Månedlangt ophold

Planen var at begynde at skrive bogen under et ophold i Sydfrankrig.
"Jeg havde vundet en lodtrækning om feriehus dernede i hele oktober, så dér skulle jeg ned og så virkelig gå til den med at arbejde på bogen, så jeg slæbte alle sideaftrykkene med. Da jeg landede, fandt jeg ud af, der var 25 grader varmt hver dag, og så tænkte jeg: Arhhr, jeg skal jo også ud lidt. Og der kom også nogen og besøgte mig, så det blev ikke til så meget," siger Ole Rasmussen.
Han synes, det har været morsomt at skrive bogen, og noget af det sjoveste har været kontaktannoncerne samt kapitlet “Længsel og håb”.
"De har jo varieret vildt meget hen over årene. Og jeg var specielt vild med 70"erne, for der kommer frimodigheden frem, og folk beder om stort set hvad om helst. I mange år var annoncerne ellers en meget kultiveret affære, hvor man i begyndelsen måske søgte en husbestyrerinde i stedet for en kone eller kæreste, for det var underforstået, at så kunne man se, hvad det kunne udvikle sig til, men i 70erne eksploderer det hele oven på den seksuelle frigørelse", siger Ole Rasmussen og nævner en passant, at der i Politiken er en masse porno, da bladet Weekend-Sex annoncerer i avisen.

Ole Rasmussen har vundet Edward prisen. Foto: Niels Christensen.

Da pornoen blev frigivet

"Og så er der i sektionen "Morskab med mere" blandt andet referater af pornofilm som er helt ubetalelige. Der blev sat fuld tryk på, at billedpornoen blev frigivet, men det forsvandt ud af Politiken igen og fandt andre kannaler." siger Ole Rasmussen, der i kapitlet "Kom frit frem" fandt en annonce for en swingerklub eller konebytningsklub, der opstod i 70erne.
"Og det var sgu med navn og telefonnummer i Ringsted".
"Selvfølgelig har jeg prøvet at ringe. Men de gamle telefonnumre er desværre ikke så lette at spore, som jeg troede," griner Ole Rasmussen, der har ført lange mailkorrespondancer med gamle KTAS folk om det.
"Faktisk har jeg forsket så meget i det, at jeg kunne skrive en hel bog om gamle centraler. En bestseller," siger Ole Rasmussen og ler igen.
Han ser den åbne kommunikation som et tydeligt eksempel på, hvor frimodig perioden var.
"Det ville du ikke engang se i dag. Der ville du på nettet finde det i en eller anden anonymiseret form. Men på daværende tidspunkt var alle parader nede, og så kom det hele uredigeret ud”.

Den omvendte verden

Mange mirakelmidler

Ole Rasmussen blev også meget fascineret af mirakelmidlerne,
"For det er dog utroligt, hvad man har kunnet sælge i tidens løb. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om en sygdom eller lidelse, der ikke har kunnet kureres med de midler," siger Ole Rasmussen, der har sin egen favorit blandt produkterne.
“Jeg faldt straks over “astraletterne”, for jeg er jo ikke et af Guds mindste børn. Astraletterne giver vægttab og har et flot billede af en sygeplejerske, der har været meget tilfreds med dem. Hun har tabt sig yderligere: “Selv om jeg også har spist særlig godt og ikke passet på i nogen måde, hverken med chokolade, flødeskum eller sauce eller kartofler. ” “Man kan bare skovle i sig, for man taber sig alligevel, hvis man bruger astraletterne, men de findes desværre ikke mere," siger Ole Rasmussen, der også holder meget af nogle at annoncerne fra første kapitel.
"Blandt andet “Cyklegamasker”, som det står i en annonce - altså gamacher til cykler,” fortæller Ole Rasmussen.

Små, fromme ønsker: Billetmærket her ønsker en mand med anset stilling og god forstand.

Nogen, der kender Svend?

Titlen på bogen er valgt, fordi den var meget repræsentativ for annoncerne i 70"erne.
"Og så er det et ægte mysterium, for vi har haft efterlysninger i avisen og på nettet for at finde enten Svend eller trussernes indehaver, BS og få dem til at fortælle, hvad det gik ud på, men det er ikke lykkedes."
Nogle af kontakt-annoncerne efterlod også en klump i halsen.
"Der var jo mennesker, der helt åbent skrev, hvor ensomme de var, og hvor godt det ville være at finde en at dele livet med." Kontaktannoncerne viser dog også et positiv budskab.
"Der er både en dame med dårlige nerver, der ikke kan lide at være alene “som søger ditto mand”. Der er en kultiveret alenemand, der søger “kærlig, meget frodig dame med en omfangsrig bagdel og kæmpestore bryster, i alderen 50-75”. Barmens, taljens og hofternes mål udbedes. Samt en kvinde der søger mand i rundbuestil, én der søger pæn kvinde med hængebarm og jo flere af dem jeg læste, ja jo mere tænkte jeg, at der er håb for os alle," siger Ole Rasmussen.


Forfatter: Ole Rasmussen
Forlag: Politikens Forlag
Pris: 200 kroner
Sideantal: 184

Der var skam også ægte rødhuder, der blev vist frem for 50 øre.
“Er du kvinde og går ind for genbrug, så ring straks til vraget ung mand, står den i den øverste annonce. En anden beskriver sig selv som “småfed og lettere beruset”.
Der bliver lovet gys HVERT minut i denne annonce for “Djævlekvinden fra Mars”.