Fortsæt til indhold

Vardes yngste byrådspolitiker nyder jobbet

20-årige Julie Gottschalk har nu siddet et halvt år i byrådet i Varde Kommune

Arkiv
Kim Schou

Ved byrådsmødet tirsdag aften i Varde kan Julie Gottschalk fejre det første halve år som byrådsmedlem i Varde Kommune.
Selvom det første halve år har været spændende, erkender hun også, at det til tider har trukket tænder ud.
"Jeg er jo forholdsvis ny i kommunen. Jeg kom hertil for et år siden, og har brugt megen tid på at lære kommunen at kende, og så har der været en masse møder her i starten af det nye år," fortæller den 20-årige byrådspolitiker, som også er den yngste i byrådet.
"Jeg håbede naturligvis på at komme ind i byrådet, da jeg stillede op til valget i november, og jeg gjorde da også mit til det, ved at sætte 400 valgplakater op i Varde," fortæller den unge kvinde, som til daglig læser erhvervsøkonomi på Syddansk Universitet i Esbjerg.

Byrådet

Det første halve år i byrådet har været spændende - men hårdt.
"Jeg havde ikke regnet med, at der var så mange bilag der skulle læses igennem op til de forskellige udvalgsmøder," fortæller Julie Gottschalk, som selv sidder i Økonomiudvalget.
"Vi var så heldige at få to mandater ind. Tina Agergaard Hansen og jeg. Vi fordelte så vores udvalgsposter, og jeg kom i Økonomiudvalget, da jeg nu også læser økonomi, mens Tina læser til sygeplejerske og som mor er interesseret i børn og unge. Derfor er hun kommet i Børn og Undervisning samt Social og Sundhed," fortæller Julie Gottschalk.
"Men det er et spændende område, jeg har med at gøre, men som sagt så kræver det megen indsigt i den kommunale økonomi. Jeg ved også, at andre udvalgsmedlemmer har haft deres at slås med, med hensyn til bilag. Så det er bare med at klø på. Vi kommer i hvert fald ikke sovende til vores vederlag," erkender Julie Gottschalk, som også bruger mange aftener og dage på møder og ture med andre udvalgsmedlemmer.

20-årige Julie Gottschalk er yngste person i Varde byråd

Aktiv pige

Som pige fra Nordsjælland, kan det måske undre, hvad en dengang ung teenager ville lave i Varde.
"Jeg trængte til luftforandringer. Og så valgte jeg Varde, selvom jeg ikke kendte så meget til byen."
"Men jeg er blevet positivt overrasket. Det er en dejlig by - tilpas størrelse, og så er der mange spændende ting at tage fat på," fortæller Julie, som i år også er blevet formand for DF Ungdom i Varde/Esbjerg.
"Det tager også min tid, men jeg kan li' det," fortæller hun.
Men hvorfor lige DF?
"Jeg synes, at vi i Danmark har brug for at værne om de danske traditioner, og det synes jeg, bedst vi gør i dette parti, så her føler jeg mig tilpas," slutter Julie Gottschalk som på torsdag, grundlovsdag er med til at arrangere et grundlovsmøde i Marbæk, sammen med Esbjerg/Varde afdelingerne. Her skal hun holde grundlovstalen.