Fortsæt til indhold

Sommergryde

Arkiv
Jørgen Flindt

Velkommen til Flindts TV-Køkken, hvor vi i dag skal lave en klassisk ret, som altid er et sikkert hit, hvis altså de rette ingredienser bliver puttet i den store gryder, der skal sættes over flammerne og langsomt simre gennem de næste mange uger, ja måneder.
Sommergryde.
Vi starter med at tage en masse solskin, krydret med regn hver anden nat, sådan lige for at holde støvet nede og selvfølgelig gøre landmændene meget glade.
Så tager vi et kilo VM i fodbold, hvor Brasilien måske vinder hele skidtet, samt 500 gram Tour De France. Begge dele kan undlades hvis man ikke lige er til smagen af sport. Husk også at der skal lidt røg fra Sankt Hans bålet og gerne et stort luns sommerferie ned i gryden.
Sørg for godt med krydderier i form af frie stunder på terrassen med kølene hvidvin og danske jordbær. Husk endelig godt med danske og nyopgravede kartofler, og kog så mange, at du dagen efter kan få et stykke godt dansk rugbrød med kold kartoffel, purløg og mayo.
I en god sommergryde hører sig selvfølgelig en tur til stranden, og om det er på den spanske eller danske kyst, er som sådan lige meget, men husk godt med solcreme og måske en bøllehat.
En stor fordel ved en klassisk sommergryde er, at man selv bestemmer smagen af den, men dog sjældent at man kan bestemme alt, der skal i den.
Nogen skal eksempelvis hælde eksamensforberedelser og turen ind til det grønne bord ned i gryden, andre skal hælde masse af arbejde ned i gryden, mens andre igen måske kan se frem til en gryde fyldt med flere uger i sandaler på campingpladsen nær svømmepølen og mingolfbanen.
Uanset, så er en sommergryde en personlig ting, som smager forskelligt. Men en klassisk ret er den, for den serveres år efter år.
Og nu er det ved at være nu, den skal sættes i kog.
Det er nu ikke så ringe endda. Velbekomme.