Fortsæt til indhold

Debat om lukkede spare-forhandlinger

Fredericias mørklagte spare-diskussion har medført debat. Høringsrunde på vej

Arkiv
Peter Friis Autzen

Forhandlingerne om forestående millionbesparelser i Fredericia Kommune, foregår bag lukkede døre.
For at undgå utryghed blandt medarbejdere og borgere har byrådet som besluttet at mørklægge det talmateriale, politikerne benytter sig af i de indledende forhandlinger.
Målet er at spare 75-80 millioner kroner, og der er arbejdspladser på spil, men som viceborgmester Susanne Eilersen (DF) fortalte i avisen sidste uge, vil man undgå unødig ængstelse hos folk, der måske alligevel ikke bliver sparet væk, når det kommer til stykket.
Dét argument har udløst kommentarer her på Lokalavisen Budstikkens netavis og facebook-side.
“Betyder det ikke bare, at vi nu alle kan være nervøse og bekymrede?” spørger Steen Knudsen på netavisen.
Den radikale Anders D. Fajstrup skriver: “Mon ikke lukketheden netop medvirker til utryghed?”
Jimmy Lavrsen er blandt de, der har kommenteret på facebook.
“Hmm, tror nu ikke at mørklægning beroliger de ansatte m.fl. Tværtimod,” skriver han.

Ekspert: Lukkethed koster

Oluf Jørgensen, der er ekspert i offentlighedslov og blandt andet sad i Offentlighedskommissionen, som var med til at forberede den nye offentlighedslov, undrer sig, når politikere behandler sager bag lukkede døre.
“Offentlighedsloven skal blandt andet sikre mulighed for offentlig debat før en beslutning træffes. Det er vigtigt - også for politikerne - at de kan få oplysninger og synspunkter fra borgere og organisationer, før de skal træffe beslutning,” lyder det fra Oluf Jørgensen.
Susanne Eilersen understreger da også, at offentligheden vil blive inddraget. Det vil bare ske senere i forløbet.
“Der bliver selvfølgelig en høringsfase, inden beslutningerne tages,” siger hun.

Steen Wrist Ørts: Besparelserne kommer til at gøre ondt. Arkivfoto

Politisk ejerskab

Spareforhandlingernes lukkethed handler ikke kun om at undgå unødig ængstelse hos borgere og medarbejdere.
Metoden har også til formål at give byrødderne et større ejerskab overfor den spareplan der gennemføres, fortæller borgmester Jacob Bjerregaard (S). Han ser metoden som et forsøg på åbenhed - ikke det modsatte.
Tidligere år har embedsværket fremlagt et sparekatalog med mulige besparelser. Derefter har politikerne så valgt ud som fra et menukort.
Men i år er proceduren anderledes. Det betyder ifølge Susanne Eilersen, at politikerne i stedet fører en mere politisk diskussion - og i sidste ende ender med at stå mere personligt inde for besparelserne. Selvom, de hellere ville være dem foruden.
Uanset åbenhed og lukkethed, kommer det til at gøre ondt, når de op mod 80 millioner kroner skal findes.
“Efterhånden har vi haft så mange sparerunder, at fedtet for længst er skåret væk. Så det er ikke rart at skulle gøre det igen,” siger Susanne Eilersen.
Hun mener dog, at spare-runden kan gennemføres uden at hele områder skæres fra.
Næstformand i By- og Teknikudvalget, Steen Wrist Ørts (S) glæder sig heller ikke over at få sparekniven lagt i hånden.
“Det kommer til at gøre ondt. Men det skal gøres. Og jeg tror på, at vi sammen kan løfte opgaven,” siger han.