Fortsæt til indhold

Cecilie blev første elev på Merkantil HG Voksen

Arkiv
Arkiv

UDDANNELSE: På Køge Handelsskoles Merkantil HG Voksen blev Cecilie Buckflash den første elev, der blev færdig ved forårets eksamenstermin. Det skete tirsdag den 10. juni kl. 08.55 i lokale 508.
Cecilie Buckflash er 20 år gammel og bosat hos sin far i Ølby. Hun har de seneste år gået på Køge Handelsskoles Merkantil HG Voksen, og tirsdag den 10. juni satte hun punktum for sin merkantile grunduddannelse, da hun kom op i grundforløbsprojekt, hvor hun har arbejdet med opstart af egen virksomhed.
Casen i projektet er et cafekoncept – Cafe Fresh To Go – som hun har lavet sammen med to andre elever, Christina Englesmann og Lena Buckflash. Sidstnævnte er faktisk Cecilie Buckflashs mor, som også afslutter sin uddannelse på Merkantil HG Voksen i år, men dog først fredag den 20. juni.
Cecilie Buckflash søger lærepladser inden for detail – sko, tøj eller sport – eller hvis det skal være helt perfekt en butik, der forhandler udstyr til heste. Cecilie Buckflash har selv hest – og drømmer om – på sigt – at komme i gardehusarregimentet, men her er mange om buddet, så først vil Cecilie Buckflash gå butiksvejen – og den vej vil hun træde ud på, når uddannelsen kommer i hus lige efter pinse.

På skolebænken med mor

Cecilies mor, Lena Buckflash, er 42 år og bor i Herfølge med samlever Uffe, søn André på 19 år og deres fælles datter Claudia 7 år.
Som 17 årig gik hun på Roskilde slagteriskole for efterfølgende at gå i tjenerlære. Hun stoppede imidlertid som tjener, da hun fik sit første barn, Cecilie, for 20 år siden.
Efterfølgende har Lena Buckflash haft ansættelser på forskellige arbejdspladser som butiksassistent i H&M, cafemedarbejder og buschauffør. De seneste fem år har hun arbejdet som canvassælger.
Det var et godt, men hårdt job, både psykisk og fysisk. For to år siden besluttede hun sig for at sætte sig på skolebænken igen for at tage en uddannelse indenfor kontor, som hun tidligere har haft en drøm om – og så var der lige det med at skulle gå i skole med sin datter.
- Min største overvejelser ved at starte på skolen var, at jeg skulle forholde mig til at gå i skole sammen med Cecilie. Jeg snakkede med Cecilie om det og da hun syntes det ville være hyggeligt og sjovt, var beslutningen truffet. Det har været hyggeligt at gå i skole sammen med Cecilie. Det har givet os en fornyet tæt kontakt til hinanden. Det har det været super dejligt at se Cecilie næsten hver dag og spise frokost sammen med hende – det svære har indimellem været at lukke den opdragende mor væk og i stedet være 100 % studiekammerater, siger Lena Buckflash med et smil.
- Alt i alt har det været en super god tid på Køge Handelsskoles Merkantil HG. Det er luksus at gå i skole, efter at have været på arbejdsmarked i mange år. De bedste fag, jeg har haft er helt klart Erhvervsøkonomi og It, hvor jeg har fået rigtig meget brugbart viden med på vejen. Jeg skal op i Erhvervsøkonomi til sidste eksamen den 20. juni. Det var det fag, som jeg håbede på ville blive trukket, siger Lena Buckflash, som naturligvis var til stede, da datteren blev færdig på Køge Handelsskoles Merkantil HG Voksen afdeling.
pm

Direktør på Køge Handelsskole, Tim Christensen. lod champagnen flyde da Cecilie Buchflash kom ud af eksamenslokalet. (Foto. JCJ).