Fortsæt til indhold

Grov vold i Vestergade

Mand er anklaget for flere brutale overfald i Roskilde-området

Arkiv
Arkiv

Hvis anklageskriftet mod en 38-årig mand holder stik, er han ansvarlig for flere tilfælde af grov vold mod tilfældige mennesker samt trusler mod en politimand.
Voldssagerne mod manden tager udgangspunkt i to episoder fra henholdsvis juli og september sidste år.
Første sag skulle have fundet sted 13. juli lidt efter kl. 21, hvor den 38-årige skulle have tildelt en anden mand flere slag i hovedet i en opgang i Vestergade.
Slagene skulle have fået den anden mand til at falde om, og den 38-årige satte sig ifølge anklageskriftet derefter oven på offeret og slog videre.
Sagen fra september fandt angiveligt sted i Æblehaven, hvor den 38-årige skulle have slået, sparket og trampet på en mand, der brækkede flere ribben og en knogle i hånden.

Håndpistol mod betjent

Sagen om den 38-åriges trusler mod en politibetjent stammer fra en anden gang, hvor den anklagede skulle i retten.
Den truede politimand stod for at passe på manden i forbindelse med hans optræden i retten, og det førte til flere trusler af både verbal og anden art.
Her skulle den 38-årige blandt andet have formet sin hånd som en pistol og peget på betjenten.
Fredag 11. april skal en dommer se på sagen for at finde ud af, hvilke konsekvenser den får for den 38-årige.
hw