Fortsæt til indhold

Kunsten er at finde noget man kan lide

Ægtepar prøver kræfter med Det Lille Galleri i Prinsessegade 35

Arkiv
Lars Saugbjerg

Navnet passer godt til stedet. Det Lille Galleri har ikke mange kvadratmeter at boltre sig på, men som bekendt er det jo ikke størrelsen, det kommer an på. Galleri-stemningen er i top i det nyrenoverede lokale, som tidligere husede Galleri Gilberg.
“Vi vil gerne videreføre nogle af de kvaliteter, som Gilberg havde. For eksempel en tilbagevendende naivistisk udstilling,” fortæller indehaverne Kirsten Hassing Nielsen og Marqvor Lund Nielsen, der flyttede til Fredericia for syv år siden.
Ægteparret er “sprunget ud i det”. De har ikke tidligere drevet galleri. Kirsten er jurist og Marqvor er sælger.
“Det Lille Galleri er en helt ny verden for os, men vi har altid interesseret os for kunst og museer. En dag så vi i avisen, at Galleri Gilberg skulle lukke, og at jagten på nye galleriejere var gået ind. Så slog vi til. Vi vil så gerne prøve at skabe og drive vores eget ved siden af vores arbejde.”
Relationer

Når man skal købe kunst - og i øvrigt ikke ser det som et investeringsprojekt med videresalg for øje - er kunsten faktisk at finde noget man kan lide.
“Det abstrakte har været in i mange år. Og der bliver stadig lavet fantastiske værker - se bare Trine Panums... Men vi oplever også, at det figurative vinder mere indpas,” lyder det fra ægteparret.
Vend blikket indad.
“Lad være med at spekulere i, hvad naboen kan lide. Kom gerne forbi flere gange. Det kan jo være vanskeligt at tage en beslutning, når det drejer sig om kunst. Selvfølgelig skal man have lov til at kigge i den tid, man har brug for,” siger Marqvor, der understreger, at man kan låne maleriet med hjem, så man kan vide sig sikker på, at lyset, farven og størrelsen er rigtig.
Kunstens kvalitet er et nøgleord, men galleriets forbindelse/forhold til de udstillende kunstnere er også vigtig.
“Vi går lige så meget op i relationer til kunstnerne. Det er på den måde, vi får det bedste indtryk af udstillere og værker - og tætte relationer giver os bedre mulighed for at formidle kunsten.”
Frem til den 28. juni udstiller Det Lille Galleri værker af: Trine Panum, Anne Muff, Lykke Josephsen, Ole Grøn, Jens Galschiøt og Ole Prüter.
Frem til sommerferien har galleriet udvidet åbningstid. Hold øje med www.lillegallerifredericia.dk