Fortsæt til indhold

SuperBrugsen i Herfølge med i nyt ”Koncept15”

Uddeler Stig Christiansen har haft SuperBrugsens nye koncept på nærmeste hold, for allerede i sin tid i SuperBrugsen Trekroner i Roskilde var hans butik testbutik.

Arkiv
Arkiv

NYT KONCEPT: SuperBrugsen i Herfølge har konstant oplevet vækst i kundetilfredshed, kundestrøm og omsætning, og det mener man selv skyldes, at man har indrettet sig efter det kunderne efterspørger.
- Der er ikke den store forskel på os og de andre SuperBrugser. Det kunderne vil have er lokalt engagement, faldende priser, skarpere tilbud, enklere indretning og ikke mindst mere fokus på frugt og grønt, slagter og vin, og det er i al sin enkelthed det vi gennemfører med ”Koncept15”, fortæller uddeler Stig Christiansen, der nu er klar til tage hul på det nye koncept.
Når kunderne kommer ned til os er det nye koncept allerede indført, og man vil kunne se forandringen allerede når man træder ind i butikken, fortæller Stig Christiansen, hvor bageri-afdelingen er lavet om til et ”Ta"-selv-bake-off”, og gennemgående er konceptet fra indgangspartiet gennemført overalt i butikken med lavere reoler, så det hele virker mere åbent og ikke så kompakt.
Den næste afdeling man kommer ind i er frugt og grønt, og her er der kommet mere lys, og de tidligere lyskilder er udskiftet med LED-lys, og her oplever man også en ny stemning, idet der er musik. Hyggemusik, centralt styret, så ingen finder på at skrue op til de højeste DB, eller spiller Heavy Metal, og hyggemusikken er i øvrigt indført i flere afdelinger i butikken. Også vinafdelingen og afdelingen for personlig pleje nyder godt af ”stroferne” fra Bose højttalerne.
- Gangarealerne er udvidet de fleste steder i butikken, og specielt i udgangsområdet – foran kasserne – er der blevet betydelig mere plads. Personlig pleje-artiklerne er rykket tilbage, og der er skåret kraftigt ned på non-food – ”men jeg vil hellere sige vi har sorteret i non-food, for vores omsætning på dette område er ikke gået ned”, siger Stig Christiansen.
Vin er helt oppe i tiden i Danmark i disse år, og vinafdelingen i SuperBrugsen er blevet væsentligt udvidet – og meget mere overskuelig, end den tidligere har været.
En af de ting, som indgår i det nye koncept, men som først bliver integreret efter pinse er de elektroniske hyldeforkanter, som gør, at SuperBrugsen hurtigere kan skifte tekst, priser m.v., men som også gør det nemt for forbrugeren, at se oplysningerne, samtidig med, at det sikrer forbrugeren de priser, der står ved varen også er dem, der bliver slået ind på kasseapparatet.
Meget er blevet ændret til noget lyst og venligt i SuperBrugsen, og man vil også opleve personale i nyt ”dress”. Alle – også flaske-/service drenge og piger får nye, smarte skjorter i lyseblå med en diskret stribe, og til chefen ”himself” – uddeleren – og hans souschef er der mørkere blå skjorter, så kunderne også her ved, hvem de bliver hjulpet af.
SuperBrugsen på Billedborgvej i Herfølge fejrer naturligvis det nye koncept med en masse arrangementer og tilbud i den kommende tid.

Vinafdelingen er blevet væsentligt større og mere overskuelig.
Uddeler Stig Christiansen foran de lavere reoler i hylder, der giver mere ”luft” i SuperBrugsen.