250.000 liter vand fik bugt med ilden
En lade med 60 bigballer og 120 miniballer nedbrændte i går i Janderup
Efter godt 11 timers hårdt arbejde, kunne 17 brandfolk og fem personer fra Det Frivillige Beredskab i Varde i aftes ånde lettet op, efter en stor brand på en gård på Bavnehøjvej i Janderup.
Der var gået ild i en lade med 60 bigballer og 120 miniballer.
Brandvæsenet fik hurtigt kontrol over ilden, så der ikke på noget tidspunkt var fare for dyr eller personer.
"Vi arbejder i øjeblikket ud fra en teori om børns leg med ild," oplyser vagthavende ved Varde Politi.
Tilfreds indsatsleder
Indsatslederen ved branden, Niels Strandvad Thomsen, roser brandfolkene for deres arbejde.
Vi fik hjælp fra en tankvogn i Oksbøl og havde derfor to tankvogne der kunne køre i pendulfart ud til DONG ved Nybro, hvor vi tankede op ved en brandhane. I alt blev det til 250.000 liter vand," fortæller Niels Strandvad Thomsen, der fredag formiddag er tilbage på brandstedet, for at se om der skulle være små lommer efter branden i går.
"Vi fik hjælp af Det Frivillige Beredskab i Varde, som sørgede for forplejning og for at fylde røgdykkerflaskerne op. i alt brugte vi 23 sæt," fortæller han.
I alt brændte godt 2.000 m2 ned.
"Jeg er meget tilfreds med brandfolkenes indsats. Det var en hård dag, men med et fantastisk stykke arbejde," slutter Niels Strandvad Thomsen.