Fra US Air Force til Politiken

Forretningsejer Jane Onø er langt fra gået den lige vej til sine butikker i Roskilde.
Hun voksede op i ret beskedne kår i Grønnegade, hvor moderen som 24-årig blev enke med fire børn, men hun fik dog hjælp af bedsteforældrene.
Jane gik på Allehelgens og Sct. Jørgens skole, men måtte gå et år om for at komme i realen, da hun ikke kunne nævne alle farvandene omkring England. Det hjalp dog ikke til at tage denne eksamen, men hun kom ud fra skolen med en Teknisk Forberedelseseksamen.
Som det var normalt dengang, fandt stedfaderen så en læreplads hos det kooperative blikkenslager-firma Blico i det nuværende Lammegade, men kontorarbejdet kedede den unge dame.
Hun stak af til udlandet og landede hos det amerikanske luftvåben US Air Force i Ramstein. Militærkendere vil vide, at det ikke kun er en kendt tysk rockgruppe men også den største flyvebase i Europa, lige ved siden af Frankfurts internationale lufthavn.
Hun kom i huset hos en Sydstatsfamlie, men det gik ikke så godt, da hun dansede med en sort soldat i basens messe. Siden fik hun job i et kontor på basen og var der, indtil amerikanerne under Vietnam-krigen valgte at afskedige alle deres udenlandske ansatte – af sikkerhedsgrunde.

Politikens redaktion

Hjemme i Danmark fik hun gennem Susanne Okholm et spændende job som sekretær på Politikens redaktion.
Mens redaktions-sekretærer er journalister, der retter artikler til og disponerer avisernes sider, bestod hendes arbejde i at føre lister over, hvor de forskellige fotografer og skrivere var henne. Hun skulle også holde øje med, om nogle kendte var ved at dø, så den forud skrevne nekrolog skulle hentes op af kælderen, hvor den lå klar.
Mens hun var på Politiken gik Jane Onø på Ahms Studenterkursus, hvor hun mødte sin første mand Bjørn Onø. Men da hun fik et barn og var træt af ægteskabet med ham, stoppede hun, fordi det blev for besværligt.

Lektion i købmandsgården

Lidt senere blev hun sekretær ved samfunds-uddannelserne på det nye lokale universitet RUC, og her var hun i næsten 10 år, hvilket var en foreløbig rekord.
- Men det kedede mig også, så i stedet startede jeg en kobbersmedje i Lützhøffts Købmandsgård, hvor jeg fik støtte til etablering og til, at en uddannet kobbersmed kunne uddanne unge ledige. Men det gik skidt med salget.
- Her lærte jeg, at det er bedre at handle med omsættelige varer end selv at fremstille dem, så det var jo en fin lektion fra købmandsgården.
Lidt senere mødte Jane Onø sin nuværende mand Jørgen, der havde et godt job som assurandør. Om lørdagen fik hun ham til at sælge af overskudslageret fra kobbersmedjen på Stændertorvet, og det gik udmærket.
En dag kom han hjem og fortalte om, hvor let det var at sælge strikkede nisser på torvet. Jane fik straks anskaffet sig en maskine til det formål og gik i gang. Det gik strygende, og blandt de store aftagere var Magasin.
Derefter var Jane Onø klar til at åbne den første lille Korsbæk-butik i 1994 med forskellige varer, hun selv betegner som krims-krams. Men det gik altså godt og blev startskuddet til, at hun snart har tre forretninger i byen.
tk