Jeg kan uden en sølvske i munden
Jane Onø har opkøbt fire butikker i Roskilde og føler sig kun udfordret af modgang
- Jeg er ikke født med ‘en sølvske i munden’, som de fine gamle familier med butik i Roskilde, og derfor har jeg haft ekstra lyst til at bevise, at jeg også kan udrette noget uden. Sådan fortæller Jane Onø, der i en årrække har drevet sin Korsbæk-butik i Algade. På det seneste har hun overtaget endnu tre forretninger, der snart åbner. Hun vil drive en kombineret chokolade-butik og café på hjørnet af Stændertorvet og Gullandsstræde samt et såkaldt blomster-konditori på Ro’s Torv. Senest har hun også overtaget City-kiosken i gården ved Den Danske Bank. Jane Onø bliver snart 70 år og har samtidig en anden grund til at have så travlt med nye butikker. For hun har en sygdom, der kan tvinge hende til at stoppe indenfor en overskuelig periode. - For et par år siden fik jeg konstateret osteporose, som gør en krumrygget, mens man synker sammen. Dronning Ingrid led af det samme på sine ældre dage. - Da jeg fik det at vide, havde jeg valget mellem bare at synke hen i puderne og vente på hjemmehjælpens næste besøg - eller tage medicin og træne med min gummislange for at kæmpe imod, mens jeg stadig skaber noget.
Ormen gnavede
Den hurtigt talende dame udtrykker sig i meget direkte vendinger, og det kan godt være svært at holde en samtale på sporet. Men bag alle de skrappe udtryk forstår man alligevel godt, hvad hun mener. Hendes tredje store motivations-faktor var en bemærkning, som hendes stedfar kom med, da hun endnu en gang havde afbrudt en uddannelse og et job: Ja, du kan heller aldrig gøre noget færdig. - Den har siddet og gnavet lige siden som en anden orm, og nu skulle jeg vise dem, at det kunne jeg altså godt, fortæller Jane Onø i dette interview. tk