Skrotgudstjeneste på Havnen
Fra fest på Skamlingsbanken til skrotbunker på Kolding havn
Kirkerne i Kolding fejrer for syvende gang kirkens fødselsdag med en fælles 2. pinsedags-gudstjeneste i det fri. I år finder gudstjenesten sted på Kolding havn.
Gudstjeneste området ligger på havnens sydside, på et område, der ellers benyttes til skrotoplagring. Hvorfor gudstjenesten også har fået titel af ”Skrotgudstjeneste” på det store banner på vejerboden på havnen. Men pladsen vil på dagen være forsynet med både stole og bænke, og såvel parkerings- og toiletforholdene vil være i orden.
Ingen syvårskrise
Der er gennem årene udfoldet stor opfindsomhed i forbindelse med placeringen af de store fællesgudstjenester- Amfiscenen i Geografisk Have, plænen ved Trapholt, Landbrugsmuseet ”Brødsgård”, Spejdercentret Houens Ode o.s.v. - og selv om vejen fra den første festplads ved klokkestabelen på Skamlingsbanke til skrotpladsen på Kolding Havn kan se ud som en deroute, så er der bestemt ikke tale om en ”syvårskrise”.
Genbrugsgudstjeneste
Fantasien blomstrer stadig 2. pinsedag, og der er ikke tale om nogen ”genbrugsgudstjeneste” skønt forvandlingen af skrot til noget nyttigt og brugbart er et af temaerne ved gudstjenesten, ligesom dåbens vand. Flere sogne vil medbringe dåbsfade til det brug.
Arrangørerne opfordrer i øvrigt også til at deltagerne udviser opfindsomhed med hensyn til fælles transport eller transport ad vandvejen. Der vil være hjælp på kajen til dem, der kommer sejlende.
Efter gudstjenesten vil der være lejlighed til at spise sin medbragte mad og lytte til musik, mens børn og voksne kan forsøge sig med at skabe nyt af skrot eller prøve fiskedammen af.