Fortsæt til indhold

Musik der skal ændre verden

Den 5. juni udkommer Musses 3. EP - Generation Placebo

Arkiv
Anne Andersen

“Placeboeffekten kaldes den iagttagelse, at når patienter får visse stoffer og metoder, som beviseligt ikke har nogen medicinsk virkning, kan de alligevel føle sig bedre” - kilde Wikipedia.
Generation Placebo er titlen på Kolding-musikeren Musses nye Ep der er på gaden den 5. juni. Det er hans tredje album og ligesom på de to foregående plader, så er teksterne gennemtænkte og med et dybere budskab:
“Vi tager rigtig mange ting til os, som ikke har nogen real værdi. Det er ofte det overfladiske der gør os glade, og vi fordyber os ikke i noget. Jeg tror, at mennesket har meget større potentiale end dét”, lyder det filosofisk fra den unge musiker.
Musse, med det borgerlige navn Mustafa Sayegh brænder for at lave musik. Han skriver også noveller, har lavet en kortfilm og tager ud og holder foredrag. Gennemgående for alt det han laver er, at han, sådan lidt ideologisk sagt, ønsker at gøre verden til et bedre sted at leve:
“Jeg er ligesom alle andre, hverken bedre eller værre. Men man skal huske sig selv på, hvad man står for, og hvilken verden man ønsker at leve i. Kunne det ikke være fedt, hvis vi kunne leve i en verden, hvor det var en selvfølge, at man ikke slog ihjel eller stjal fra hinanden?”, lyder det fra Musse.

Musik for en sag

Musses musik bliver om få dage tilgængelig på diverse musiktjenester, og selvom det ikke er noget han kan leve af, så betyder det alligevel noget, om publikum tager godt mod hans seks numre:
“man skal ikke købe mit musik for at støtte mig økonomisk, Man skal gøre det, fordi man gerne vil større mig, og det jeg står for. Når folk de eksempelvis siger, at det er naivt at tro, at man kan ændre verden, så giver det mig bare endnu mere blod på tanden til at fortsætte”.
I løbet af sommeren skal Musse ud og optræde over hele landet med sine sange. Blandt andet til Kulturnatten i Kolding og til Kulturfestival i Haderslev. Drømmen er at nå ud til et bredt publikum, ikke den overfladiske berømmelse;
“En kunstner som Tracy Chapmann lytter jeg meget til. Hun var jo heller ikke den store MTV-stjerne, men hun spillede for mange tusinde mennesker og hendes musik betød noget. Det vil jeg gerne opnå”, lyder det fra musikeren.