Fortsæt til indhold

Lokale kunstnere byder indenfor

Køge Kunstrute afvikles i pinsedagene 8.-9. juni.

Arkiv
Arkiv

KUNST: Traditionen tro byder kunstnere tilsluttet Køge Kunstrute atter velkommen til kunstinteresserede. En spændende mulighed for at komme indenfor i kunstnerenes egne værksteder og opleve deres kunst på nærmeste hold.
Værkstederne holder åbent fra kl. 10-17 både søndag den 8. og mandag den 9. juni. Der vil være god tid til at fordybe sig i kunstværkerne og høre kunsterne fortælle om den kreative arbejdsproces, der ligger bag deres kunstværker.
31 kunstnere, bosat i kommunen deltager, så uanset hvor man befinder sig i Køge Kommune, er der i disse to dage ikke langt til en kunstnerisk oplevelse. På Køge Kunstrutes hjemmeside kan interesserede se hvem der byder indenfor, og hvor man finder dem – se www.kuntruten.com. Brochure kan også hentes på bibliotekerne.
De kunstneriske udtryk er mangeartede, ligfra bronze, glaskunst, keramik, tegning, tekstilkunst, smykker til olie- og akrylmaleri.
En stor del af de fremviste kunstværker vil være til salg, en enestående mulighed for at få et overblik over det lokale kunstmiljø, og sikre sig kunstværker til overkommelige priser.
pm

Ibbos skulpturer

Køge Kunstrute har den glæde at kunne vise nogle af kunstneren Jeff Ibbos skulptur fra Lovparken - dem der var udsat for hærværk.
I forbindelse med kunstrutens årlige udstilling vil en skulptur kunne ses hos Erik Vitcetz og tre hos Søren Heidemann. Begge kunstnere udstiller i Ll. Skensved.
Se adresserne på www.kunstruten.com eller find dem i nogle af de fem tusinde foldere der er uddelt i Køge.
De to kunstnere Jeff Ibbo og Grethe Tranberg er gæsteudstillere hos Søren Heidemann, hvor de udover skulptur viser flere af deres malerier.