Skorpion på badeværelset
En skorpion var trængt ind i en bolig i Jyllinge i weekenden og spredte skræk hos familien Foersom.
11-årige Oskar var netop gået ind på badeværelset, så han var klar til Melodigrandprix, der snart skulle til at begynde.
Som altid lukkede han døren og drejede sig mod brusekabinen.
Tæt på badeforhænget kan han se noget bevæge sig. Han stivner kort. Han synes det ligner en stor edderkop.
Men han synes også, den ser lidt mærkelig ud. Oskar bukker sig ned og stikker hovedet tæt hen til krabaten på gulvet. Den sidder helt stille med løftet hale.
- Jeg kunne se, at den både havde kløer og hale, fortæller Oskar. Han overejer i et splitsekund, om det virkelig er en sjælden form for edderkop.
For der findes jo ikke skorpioner i Danmark. Eller gør der, tænker han.
Han springer tilbage og kalder på storebror Virtus på 13 år, som straks kommer ilende.
Virtus synes også, det ligner en skorpion. De kalder på mor og far.
Hale til angreb
Mor Kirsten er vant til, at huset flyder med de særeste plasticinsekter, som drengene lader ligge rundt omkring at forskrække de voksne.
Kirsten peger på en overdimensioneret spyflue, der flyder på bordet.
- Jeg troede det var endnu et af drengenes plastickryb.
Noget i drengenes stemmer må alligevel have advaret hende, for hun vælger, at pirke til dyret med en ting.
Skorpionen løftede straks halen og var klar til at hugge.
Nu er far Søren kommet til. Familien er rådvild og ved ikke, hvad de skal gøre med dyret.
For det ligner en skorpion, og spørgsmåler er, om den er farlig.
Mystik om identitet
Det er ikke en skorpion, fik Søren at vide med det samme, da han ringede til Skadedyrsbekæmpelsen.
Søren mente, at dyret alligevel lignede en skorpion for meget til ikke virkelig at være en.
Han sendte et foto af sted og fik kort efter sin mistanke bekræftet. Indtrængeren var virkelig en skorpion fra enten sydeuropa eller Afrika.
Søren fik at vide, at det ikke nyttede noget at sætte skorpionen udenfor, hvis han ville af med den. Da de typisk søger tilbage til, hvor de kommer fra.
I stedet hældte han kogende vand på dyret, der i dag har til huse i et syltetøjsglas.
Kan bedst lide plastic
Selvom hele familien blev forskrækket over pludselig at få besøg af dyret fra de fjerne egne, synes Virtus, at det er rimeligt sejt.
Oskar er lidt mere i tvivl, han synes ikke, det var sjovt at være alene med den ubudne gæst.
Han har fundet ud af, at han foretrækker plastic-insekter og -dyr frem for de levende kryb.
Hvordan skorpionen er havnet hos familien i Jyllinge, er der ingen, der ved.
ag@roskildeavis.dk
Skorpionen
Euscorpius italicus lever i Italien, Grækenland, Tyrkiet og helt oppe i det nordøstlige Frankrig.
Euscorpius flavicaudis lever i Nordvestafrika, Sydfrankrig og Sydengland.
De to arter ligner hinanden meget, og ingen af dem er farlige for mennesker.
Bliver man stukket af deres brod, svarer det nogenlunde til et hvepsestik.
Det er de to skorpioner, der forekommer nordligst i Europa.
Kilde: Skadedyrsbekæmpelsen.