Mange tak
Dansk Folkeparti fik et rigtig godt valg til Europa-Parlamentet. I Dansk Folkeparti fik vi 26,6 % af stemmerne på landsplan. I Kolding kommune fik vi et endnu bedre valg.
I Kolding Nord-kredsen fik vi 28,1 % af stemmerne og i Kolding Syd-kredsen fik vi hele 33,1 % af stemmerne. Det er faktisk hver tredje afgivne stemme.
Dette resultat er vi dybt taknemmelige for, og vi er naturligvis særligt glade for, at det lykkedes Jørn Dohrmann at blive valgt til Europa-Parlamentet. Han har dygtigt og samvittighedsfuldt tjent sit lokalområde i 12½ år, i både Folketinget og Byrådet.
At vi nu har fået en lokal mand i Europa-Parlamentet giver gode muligheder for både borgere og virksomheder i Kolding kommune.
Kristina Jørgensen, ligeledes bosiddende i Kolding kommune, er blevet 1. suppleant til Europa-Parlamentet.
Både hun og Jørn Dohrmann har ført en meget aktiv og synlig valgkamp, og det har sammen med Morten Messerschmidts store dygtighed ført til et fantastisk resultat. Det er vi meget taknemmelige for.
Samtidig med den stemmemæssige fremgang strømmer medlemmerne også ind i vores lokale partiforening. Det er en kilde til daglig glæde og vi hilser de mange nye medlemmer hjerteligt velkommen.