Lige efter drejebogen
Avedøre klarede selv hvad de skulle og havde håbet på
Om det så bliver et hold i 1. division og et hold i 2. division eller to hold i 2. division, vil den kommende tid vise. Men Avedøre er nu 2. divisionshold for første gang i klubbens historie. En klub, hvor sammenhold og klubånd er det ypperste, og hvor man ikke har penge til at tilknytte spillere udefra. Det er bare fakta og de forhold, Avedøre alligevel har fået succes. Om selve kampen i Herlev fortæller træner Jan Christensen: - Jeg havde i ugens løb haft en del samtaler med spillerne. Blandt andre har jeg haft Kenni Olsen på to mandshånd, hvor jeg bad ham om at tage mere ansvar på banen. Han er den bedste spilfordeler i Danmarksserien, og de evner havde vi brug for. At han så begyndte at tackle og vinde nærkampe var nok til, at jeg i pausen ved stillingen 0-0 sagde til spillerne, at vi sagtens kunne vinde kampen med den indstilling... - Det var nu ikke bare Kenni Olsens præstation, men hele holdets. Vi havde lagt en taktik, hvor Jesper Fosgaard skulle lukke deres venstrekant helt ned. Det lykkedes til fulde. Samtidig havde vi bedt Christian Thorup og Magnus Larsen om at lukke deres kreative spillere ned på midten. Det blev også gjort effektivt og kontant. Der skulle så lægges bolde frem til Emil Vatani og Jesper Fosgaard, og det gik OK, uden de helt åbne målchancer. Vi havde bedt firebackkæden om at spille med disciplin og sikkerhed i det defensive spil, og her viste vi virkelig klasse. Målmand Tobias Nannestad var meget mere levende i målet og fortalte hele tiden sine medspillere, hvor han var, og havde dermed stor indflydelse på, hvad Herlev kom frem til... - Jeg synes, at vores disciplin og forberedelse til kampen var optimal, og så glæder jeg mig over, at vi turde spille bold med Herlev, og her var vi bare bedre. Spiller man enkelt og sikkert, kan det ikke gå helt galt. Omkring målet til 1-0 var det efter en dødboldsituation, som vi har trænet til hudløshed. Der blev skabt plads til Thomas Petersen, der snittede bolden i mål. Man får point på den konto, og vore forskellige varianter udløser over en sæson mellem 8-10 mål, og de kan være afgørende. Magnus Larsen scorede til 2-0, da han opsnappede en ripost fra målmanden... Det gjorde nok heller ikke noget, at AB Tårnby så samtidig vandt over FA 2000 med 1-0. Det fremskyndede dog kun oprykningen.eb