Sikrer skrald til KARA's varme
Politisk aktion stopper liberalisering af energisektoren, der kunne fordyre fjernvarmen
En politisk aktion er ved at sikre tilstrækkelig med affald, så blandt andet det store nye forbrændingsanlæg ved KARA i Roskilde får skrald nok til at kunne producere fjernvarme til en rimelig pris, Regeringen har netop indgået en aftale med Kommunernes Landsforening om at lægge en tvungen liberalisering af energi-sektoren på is, mens der foregår en undersøgelse af, hvordan et øget genbrug bedst kan organiseres. I Roskilde har folketingsmedlem, Mette Gjerskov (S), været aktiv for at være med til at redde grundlaget for KARA, hvor de lokale kommuner netop har investeret i et nyt forbrændings-anlæg, der har kostet mere end en milliard. Hvis anlægget ikke modtager tilstrækkeligt med affald, vil priserne på fjernvarme til roskildenserne og andre, der modtager spildvarmen fra det store anlæg, komme til at stige kraftigt. - I samarbejde med formanden for Teknisk Udvalg, Torben Jørgensen, har jeg arbejdet for, at kommunernes store investering i forbrændingsanlæg til fjernvarmen ikke undermineres af pludselige lov-ændringer på området, forklarer Mette Gjerskov. - Nu ser det ud til, at vi kan puset ud. For der kommer en grundig undersøgelse af hele dette område, før man piller ved reglerne. Men jeg opfordrer både politikerne i Roskilde Byråd og folkene på KARA til at gå ind i denne vigtige debat, siger Mette Gjerskov.