Kvalitetstjek på regionens sygehuse
KVALITET: Medicinering, sikker kirurgi, hurtig reaktion på prøvesvar og hjertestopbehandling. Det er nogle af de mange områder sygehusene i Holbæk, Nykøbing F., Næstved, Slagelse, Roskilde, Køge og Ringsted skal vurderes på i dagene 10. til 20. juni.
I 2011 blev sygehusene i Region Sjælland blåstemplet efter kravene i 1. version af Den Danske Kvalitetsmodel. En model, der skal sikre, at borgere i Danmark kan forvente samme høje kvalitet, uanset hvor i landet de bliver behandlet.
Nu får sygehusene igen besøg af sundhedsprofessionelle, der skal vurdere, om sygehusene lever op til hundredvis af krav i 2. version af Den Danske Kvalitetsmodel.
- I den nye version er kravene til sygehusene ganske naturligt højere end i den første. Vi har arbejdet målrettet med at udvikle kvaliteten på en lang række områder. Med det kvalitetstjek vi står over for, bliver det store arbejde endelig vist frem. Et stykke arbejde, der foregår samtidig med, at vi behandler og plejer patienterne, forklarer Preben Cramon, sundhedsfaglig chef i Region Sjælland.
Sikker kirurgi
Et konkret indsatsområde er sikker kirurgi, der er en ny standard i 2. version af Den Danske Kvalitetsmodel. Målet er at forebygge komplikationer og utilsigtede hændelser i forbindelse med operationer.
Sikker kirurgi er kort fortalt en metode, der består af tre trin. Det første er 'Tjek ind' før operationen, hvor indgrebet gennemgås i detaljen. Andet trin kaldes 'Time out', og sker lige inden selve indgrebet. Her tjekker operationsholdet detaljer omkring udstyr og patient. Sidste trin er 'Tjek ud', der sker lige efter operationen. Her sørger operationsholdet blandt andet for, at der er lagt en plan for patientens videre forløb efter operationen.
- Sikker kirurgi er et eksempel på, hvordan kvaliteten og patientsikkerheden hele tiden udvikler sig i den rigtige retning. Og hvordan Den Danske Kvalitetsmodel sætter nationale krav på området, forklarer Preben Cramon.
I praksis foregår akkrediteringen sådan, at hvert sygehus får besøg i fire til fem dage af en håndfuld sundhedsprofessionelle. De følger arbejdet og interviewer medarbejdere fra alle faggrupper. Patienter og pårørende kan også blive interviewet.
- En vigtig del af kvalitetstjekket er de såkaldte tracere. Her bliver udvalgte patienternes vej gennem sundhedsvæsenet fulgt. Det kan for eksempel være en patient, der bliver indlagt akut efter en ulykke. Så kigger man på hele forløbet, der begynder i ambulancen, går videre til akutmodtagelsen, fører til operation og indlæggelse og til sidst genoptræning, forklarer Preben Cramon.
Alle informationer bliver efter besøget holdt op mod kravene i Den Danske Kvalitetsmodel, og det fører til en vurdering af, om sygehusene får et kvalitetsstempel med eller uden bemærkninger, eller om der skal gennemføres endnu et besøg, hvis der er mangler.
- Erfaringerne viser, at så store sygehuse som vores får bemærkninger. Hvis vi ikke får bemærkninger, er overliggeren for Den Danske Kvalitetsmodel sat for lavt, vurderer Preben Cramon.
Region Sjællands sygehuse får fire besøg, der følger sygehusstrukturen:
Køge Sygehus får besøg i dagene 16.-20. juni.
Psykiatrien i Region Sjælland får også besøg. Det sker i dagene 23.-27. juni. Akutberedskabet gennemgår sit næste kvalitetstjek i 2015.
Den Danske Kvalitetsmodel gælder for alle sygehuse i Danmark. Offentlige som private, somatiske som psykiatriske. Anden version af Den Danske Kvalitetsmodel for sygehuse og psykiatri består af 82 standarder for god kvalitet. Modellen er videreudviklet på baggrund af erfaringer med 1. version.
pm