Fortsæt til indhold

Kæmp mod boldmaskinen i Kr. Hyllinge

14. juni: Luft ketsjeren i KHIF

Arkiv
Lars Dinesen

Efter en tilnærmelsesvis perfekt maj måned rent vejrmæssigt, er man rigtig godt i gang med aktiviteterne i tennisafdelingen i K.H.I.F.

I Kirke Hyllinge ligger tennisbanerne for enden af Stationsvej på nr. 16. De fire dejlige rødgrusbaner er også i år blevet perfekt sat i stand, så de fremstår bedre end nogen sinde. Der er fuld aktivitet på anlægget om formiddagen af seniormedlemmer, og om aftenen og i weekenden af klubbens øvrige medlemmer.

For børn og juniorer er der mulighed for instruktion både mandag og onsdag fra klokken 15 til 17 begge dage. For voksne er der mulighed for instruktion, spil og træning, hver tirsdag aften fra klokken 18,30 til solnedgang. Skulle man have lyst til individuel træning/instruktion, henvender man sig bare til en fra trænerstaben, så finder de ud af det. Eventuel træning/instruktion er gratis, eller sagt på en anden måde indeholdt i kontingentet.

Der er dog plads til flere på banerne! Derfor afholdes ”ÅBENT HUS” på banerne lørdag den 14. juni fra kl.10 til kl.13. Alle er velkommen til en uforpligtende prøvetime! Det være sig familier med børn, juniorer og seniorer. Der er ketsjere og bolde til låns i klubben, og der vil være mulighed for at prøve klubbens rigtig gode boldmaskine. Der vil blive serveret øl/vand og grillpølser som afslutning på dagen.