Lærer for livet
I 1814 blev børnenes liv forandret, da der blev indført undervisningspligt for alle børn. Salmevers, fynske byer på remse og hjemkundskab er bare tre af de elementer mange hundrede tusinde børn har brugt timer på i løbet af de forgangne 200 år i den danske folkeskole. Udstillingen sætter fokus på lærernes skiftende rolle og centrale betydning for skolens udvikling. En række af de portrætterede personer har været markante pædagogiske ildsjæle, der har ændret samfundets syn på skolen, som f.eks. Christen Kold, der har haft betydning for friskole-tanken, og Lise Egholm, som har ændret synet på integration af tosprogede elever på Nørrebro. Andre skikkelser har brugt erfaringer fra skolen i børnelitteratur og på TV, som f.eks. Ole Lund Kirkegaard og Jørgen Clevin.