“Hvis du ellers kan finde mig, så kan jeg helt sikkert hjælpe dig”
Portræt af en genert arkitekt fra Vejle, der bygger for ministre og andet godtfolk
Ordene i overskriften er Jesper Therkildsens. Baggrunden for ordene er hans konstatering af, at han er meget indadvendt og ikke bryder sig om at trænge sig ind på folk for at sælge dem noget.
“Nej, folk skal komme til mig. Så er jeg meget udadvendt og kreativ,” siger Jesper Therkildsen og smiler genert.
Han er født og opvokset i Vejle, hvor han gik på Mølholm Skole. Han blev uddannet arkitekt i Horsens i 1990, hvorefter han arbejdede på forskellige steder og tegnestuer i Aarhus. Så flyttede han til München og var der nogle år, indtil han kom retur til Danmark og blev selvstændig i 1996. Nu har han kontor både i Fredericia og København og tegner og omformer huse over hele landet. Hans udgangspunkt ligger i kunden.
Når et hus bliver et hjem
“For mig er kundens personlighed det vigtigste, for det nytter ikke noget, jeg tegner et hus til dem, som de så ikke har lyst til at være i.”
Derfor arbejder han sådan, at folk kommer med eksempler på, hvad de godt kan lide, samt hvad de har forestillet sig, og så tager Jesper udgangspunkt i det, dem, OG grunden, kunden har valgt.
Og husene bliver helt forskellige fra hinanden og fra det, han selv ville have valgt.
“Ja, for sagt lidt sjovt, så skal jeg lave en lækker suppe med alle de ingredienser, kunden kan lide, men kunsten er, ikke at komme for mange ingredienser i, for så bliver det for meget. Jeg har gjort det lækkert, og så gør kunden det hjemligt,” siger Jesper Therkildsen til Lokalavisen.
Skal han beskrive, hvad det egentlig er, han kan, så er det noget med at sætte sig i kundens sted.
“Jeg tror dybest set, at det er noget med empati. At sætte mig selv i bagrunden og se tingene i perspektiv, og så prøve at forstå.
Tvivl - og så dog
En anden årsag til hans evne til at “føle“, hvad folk egentlig gerne vil have, tilskriver han sin allerede omtalte indadvendte natur.
“Jeg er en hulebygger, en sky person, en eremit. Men hvis du ellers kan finde mig, så kan jeg gøre noget for dig.”
Men projekterne må ikke blive for store, for så føler han, han mister følingen med det hele.
“Nej, de store ting er ikke mig. For så har jeg ikke længere en fornemmelse for tingene eller en holdning til dem, og det er derfor, jeg har specialiseret mig i det her, at tegne lidt bedre boliger til enkeltpersoner, for her har jeg mennesket, jeg skal forholde mig til, og håndtere, og projektet skal være færdig inden for en overskuelig tidsramme. Det kan sagtens være mindst lige så kompliceret, som en kæmpebygning, men det her er meget mere konkret. Det andet kan jeg ikke overskue,” siger Jesper Therkildsen og erkender:
“Jeg har aldrig været den allerbedste tegner, men jeg tor, jeg er ham, der er bedst oppe i hovedet til at få gode ideer, og så har jeg nogen til at tage over derfra.”
Maler i fritiden
Alligevel kan han ikke slippe blyanterne og penslerne i fritiden, så han maler også.
“Maleriet er en udvikling - en måde at afreagere på. Jeg har ikke tålmodighed til så meget, så det bliver sådan lidt Jørgen Nash-agtigt. Jeg smider noget maling på, og så ser jeg, hvad det udvikler sig til. Slår nogle enkelte streger, der danner formen på billedet, og så er vi tilbage ved enkelheden,” fortæller Jesper Therkildsen. Og forsøger igen at favne det, der gør ham til en god arkitekt.
“Jeg lever mig ind i det, og engagerer mig i det enkelte mennesker, og så er jeg ærekær, så tingene skal bare være mere end gode nok. Desuden bruger jeg rigtig megen tid på hver enkelt opgave. Og så er jeg dårlig til at forlange penge for min kunnen,” siger Jesper Therkildsen med et grin.