Tilfreds busgruppe
Nedlægger sig selv efter at Teknik-formand og kommunen har lyttet til deres kritik
A-busserne kørte ind i Roskilde for nogle år siden, og samtidig blev flere af de eksisterende busruter og servicebusser nedlagt. Det gav et ramaskrig fra flere af byens ældre borgere. Den ændrede busplan betød nemlig, at mange ældre fik længere til deres eneste transportmiddel, som til gengæld kørte oftere i løbet af dagen. De ældre protesterede, fordi det kan være svært at gå et par 100 meter længere, når man er udstyret med rollator og dårlige ben. En flok af byens indbyggere besluttede derfor at danne en busgruppe, hvis formål var igen at få busserne tættere på de ældre.
Tilfredse miner
I dag kan busgruppens medlemmer læne sig tilfredse tilbage, fordi de har fået flere busser, der går tættere på. Det fejrer gruppen ved at nedlægge sig selv, forklarer Tommy Hansen. Medlemmerne synes stadig ikke, at busnettet i byen er optimalt, men rimeligt og med plads til forbedringer. - Men da forvaltningen allerede har lovet at se på udbygningen af busnettet i aftentimerne, er der ingen grund til, at vi bliver ved, siger Tommy Hansen. Han er overbevist om, at politikerne dengang hurtigt kunne se, at der var noget galt med den nye busplan. - I hvert fald har de hvert år valgt at skyde flere penge i projektet, siger han og mener, at kommunen generelt har været meget tung at danse med. Han giver til gengæld formanden for Plan- og Teknikudvalget, Torben Jørgensen, rosende ord med på vejen, fordi han altid er mødt op og har lyttet til gruppens synspunkter. ag@roskildeavis.dk