Pinsen fejres på alverdens sprog
Den traditionsrige gudstjeneste på Sønderstrand får i år sprog som tema
Gud taler alle sprog.
Det motto synes at være devisen, når Aabenraa Sogn igen i år inviterer til friluftsgudstjeneste på Sønderstrand 2. pinsedag kl. 10.
“Vi hænger så at sige sproget til tørre”, lyder det med et smil fra en af præsterne, Eva Wiwe Løbner. Hun er med til gudstjenesten på Sønderstrand for første gang.
Det er sjette gang, at friluftsgudstjenesten holdes, og årets tema betyder, at man vil kunne høre Guds ord på flere sprog.
Anke Krauskopf taler således på tysk, Eva Wiwe Løbner på sønderjysk, Tine Baarts Andsager på fransk, Jørgen Jørgensen på engelsk og Robert Strandgaard Andersen på swahili.
“Vi håber, at mange igen i år vil støtte op om arrangementet, der sidste år trak omkring 800 deltagere. Og vejret plejer faktisk at arte sig pænt”, fortæller de medvirkende præster.