Sangakademi satser på efteruddannelse
Helt unikke muligheder for efteruddannelse af musiklærere er på tegnebrættet i Haderslev
Med en partnerskabsaftale med UC Syddanmark under armen, og en ansøgning til A.P. Møller Fonden, håber Haderslev Sangakademi at kunne bane vejen for en helt ny efteruddannelse af musiklærere.
"Vi ønsker at give musikundervisningen på skolerne et løft. Målgruppen for den ny efteruddannelse er musiklærere i haderslev Kommune, som leder efter nye redskaber, ny viden og inspiration," fortæller leder af Haderslev Sangakademi, Henrik Rønnow. Derfor et akademiet med i en stor national ansøgning til den milliardpulje, som A.P. Møller Fonden har afsat til efteruddannelse på skoleområdet.
"Tanken er desuden at ordningen kan udvides, således at også lærere fra nabokommuner kan få tilbud og et fagligt løft," siger han.
Ansøgningen til fonden er ledsaget af en støtteerklæring, underskrevet af Haderslevs borgmester, Hans Peter Geil (V). Det er en støtte, som glæder Rønnow:
"Vi er glade for den støtte haderslev Kommune på denne måde har givet os," siger Henrik Rønnow. Glæden deles af formanden for sangakademiets bestyrelse, Edna Rasmussen:
"Vi kan - her i Haderslev - faktisk gå foran med uddannelsestilbud, som ikke findes andre steder," siger hun.