Fortsæt til indhold

Ung pige fra Fredercia udtaget

Pernille skal til “Youth Sailing World Chamionship 2014”

Arkiv
Arkiv

17-årige Pernille Aaberg, som er en af Fredericia Sejlklubs unge talenter, er netop blevet udtaget til “Youth Sailing World Championship 2014” i Portugal.
I den olympiske bådklasse Laser Radial, har hun sejlet sig til udtagelse - som den eneste pige fra Danmark - sammen med træningskammeraten Patrick Döpping fra Egå, hvor Pernille også er begyndt at træne.
“Fredericia Sejlklub er meget stolt af, at en af klubbens unge sejlere skal til Youth Sailing World Championship 2014 som er U-19 VM, og dermed også har udtaget sig til Danmarks Ungdomslandshold i sejlads,” siger en meget stolt Cheftræner Jacob Dannefer.
Høj sol

For de unge sejlere er det en stor ære at blive udtaget, og ikke mindst en kæmpe oplevelse at deltage i YSWC, der kan sammenlignes med OL i ”mini” format. Kun en sejler fra hver nation deltager i hver bådklasse.
I Portugal venter store udfordringer.
“Ja, den største udfordring bliver nok deres sommer med varme og sol fra en skyfri himmel, men det kan vand og en kasket samt solcreme vel klare for en lyshåret skandinaver,” lyder det fra Pernille, der startede med at sejle optimistjolle som 8-årig.
Til spørgsmålet omkring fremtidige mål, svarer Pernille beskedent, at det nok er en hver ung sejlers drøm at komme med til OL. Laser Radial har været en olympisk bådklasse for kvinder siden OL i 2008.
Pernille Aaberg opfordrer i øvrigt alle unge piger og drenge til at møde op i Fredericia Sejlklub, hvis de vil prøve at sejle.
”Det er noget af det sjoveste, der findes at være skipper på egen båd! Derudover giver det meget frisk luft, og venskaber i hele Danmark samt udlandet i forbindelse med træningslejre eller stævner. Mød op tirsdag eller torsdag aften, så vil de tage godt i mod jer,” lyder det fra Pernille, der tilføjer, at hele familien får noget ud af optimistjollesejlads.
“Eksempelvis har mine forældre fået mulighed for at se og opleve mange danske havne og en del udenlandske”.
Fredericia-virksomheder, som er interesseret i at sponsorere den unge sejlerpige, kan rette henvendelse til Fredericia Sejlklub.
Pernille Aaberg skal senere på sommeren også deltage Nordisk Mesterskab - og Europa Mesterskabet i slutningen af august.