Fortsæt til indhold

Frivillige brandværn hænger i tynd tråd

Ny beredskabsreform kan koste frivillige brandværn livet

Arkiv
Peter Rasmussen

En kommende beredskabsreform kan gøre en ende på en flere hundredeårig tradition i Sønderjylland. De frivillige brandværn, hvor lokale har uddannet sig til at træde til når der opstår brand i nærområdet. I den reform man arbejder med på Christiansborg, lægges der op til at de mange lokale brandværn skal nedlægges.
Dette har fået Ellen Thrane Nørby (V), der selv er sønderjyde, til at kalde forsvarsministeren i spørgetid i Folketingssalen. Her vil hun bede om en garanti for, at de frivillige brandværn ikke nedlægges - Og altså fortsat kan skabe tryghed rundt omkring i landsdelen.
”Det frivillige brandværn er en stærk tradition i Sønderjylland, og de er en del af vores landsdels kultur, historie og identitet. Derfor er jeg uenig med forsvarsministerens udkast til en reform af beredskabet, der lægger op til, at de frivillige sønderjyske brandværn skal nedlægges. Jeg har derfor bedt forsvarsministeren om en detaljeret redegørelse for, hvilke overvejelser der ligger bag dette forslag, hvad de økonomiske konsekvenser bliver og vigtigst af alt har jeg bedt ministeren om at give en garanti for, at vi i Sønderjylland kan bevare vores frivillige brandværn, hvis det er hvad, vi ønsker lokalt,” siger Ellen Trane Nørby.

Bedst og billigst

De fire borgmestre i Sønderborg, Tønder, Haderslev og Aabenraa kommuner har skrevet i et fælles høringssvar, at de frivillige brandværn løser deres opgaver på bedste og billigste vis. Ellen Trane Nørby, kritiserer derfor forsvarsministeren for at se bort fra den lokale tradition og identitet:
“Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi har en regering, der meget ofte har overset vores landsdel i deres generelle politik. Først skulle vi vinke farvel til sergentskolen i Sønderborg, så lod regeringen Togfond DK køre uden om grænselandet, og nu vil de nedlægge vores frivillige brandværn, der er en del af vores landsdels kultur og historie gennem 130 år. Det understreger, hvor lidt forståelse den nuværende regering har for de områder af landet, der ligger uden for de største byer, og derfor vil jeg nu bede forsvarsministeren om at give en garanti for, at vi kan bevare vores frivillige brandværn,” slutter Ellen Trane Nørby.