Fortsæt til indhold

HFK blev jyske U17 pokal-mestre

De dygtige fodbolddrenge fra Haderslev gik hele vejen

Arkiv
Arkiv

Forleden sejrede HFK's U17 hold i DBU's pokalturnering ved at slå Viborg 2-0 i finalen som blev afviklet i Give.
Efter en lidt nervøs start fik HFK sat sig på spillet og kom frem til enkelte chancer efter fine solopræstationer uden at det dog blev til mål i første halvleg.
Men et par minutter inde i 2 halvleg var træfsikkerheden på plads og scoringen til 1-0 kom på et flot langskud.
Resten af 2 halvleg kontrollerede drengene fint spillet og kom til stadig flere chancer efterhånden som Viborg satsede for at udligne, men man måtte helt frem til sidste minut før man fik lukket kampen med scoringen til 2-0 efter en god dribletur som gav mulighed for at sætte bolden i nettet til de mange medrejsende forældres store jubel.
HFK drengene var generelt i bedre fysisk forfatning end deres modstandere og viste gode evner til at udfordre mand mod mand.
På vej mod finalen er bl.a. så stærke mandskaber Esbjerg og Horsens blevet besejret.