Sønderstrand fik ikke blåt flag
Karakteren “god” er ikke god nok til at Sønderstrand får det Blå Flag
Ti strande i kommunen er blevet tildelt Blå Flag, men ikke den mest bynære af dem alle, Sønderstrand Nord.
Sønderstrand har ikke kunnet overholde de høje kvalitetskrav med hensyn til bakterieindhold. Badevandet på Sønderstrand Nord ved badebroen er dog godkendt med badevandskvaliteten ”god”, som er den andenbedste vurdering.
Der søges om 11 blå flag til Aabenraas strande, men kommunen fik altså kun ti.
Der er et ønske om, at Sønderstrand Nord skal generobre det blå flag, som stranden tidligere har haft.
“Teknik og Miljø-udvalget har lige bestilt en undersøgelse af, hvad der kan være årsagen til det forhøjede bakterieindhold i badevandet ved Sønderstrand Nord. Resultatet vil kunne give os en idé om, hvor der skal sættes ind”, forklarer biolog Hans Odgaard fra Aabenraa kommune.