83-årig udstiller i Jelling
Lørdag den 7. juni åbner en udstilling hos Galleri Jelling med værker af Henning Nielsen fra Jennum. Han er uddannet lærer og autodidakt kunstner. Hennings værker er inspireret af de former og farver der omgiver ham, det være sig i naturen eller den tingslige verden. Fernisering lørdag den 7. juni kl. 11 – 13.
”Efter et hyggeligt besøg hos Henning og hans kone Lis i den gamle skole i Jennum, var jeg overhovedet ikke i tvivl om at jeg gerne ville lave en udstilling med Hennings værker”, udtaler galleriejer Bjarne Taudal.
”Det er spændende at prøve noget helt andet end det jeg tidligere har udstillet i galleriet, og desuden er det jo også lidt sjovt at gå fra en helt ung gæsteudstiller på 21 og til en ældre herre som Henning på 83. Jeg håber, at det kan være med til at gøre Galleri Jelling kendt som et galleri med en bred tilgang til kunsten, og at der skal kunne være kunst for næsten enhver smag”, fortsætter Bjarne Taudal.