Overholder udvalget lovgivningen?
Tidligere arbejdsmarkedschef, Mogens Rerup, skriver et nyt debatindlæg i sagen om Jobcenter Haderslev
Mogens Rerup skriver på Lokalavisen Budstikkens debatside:
"Beskæftigelsesudvalget overholder lovgivningen siger udvalgsformand og direktør?
Som oftest henviser Jobcentret til diverse principafgørelser fra Ankestyrelsen, som intet har med lovgivningen at gøre, fordi Ankestyrelsen ikke er en retsinstans, da afgørelserne kan indklages til de civile domstole og Ombudsmanden. Kommunerne skal overholde principafgørelserne siger Jobcentret. Ja det er rigtigt, men man glemmer at sige, at der en masse skøn i disse afgørelser, og at Ankestyrelsen ofte fastholder en kommunes afgørelse med begrundelsen: ”Vi ser ingen grund til at ændre kommunens skøn, og utallige afgørelser kunne ændres, uden at principafgørelserne blev overtrådt, hvis man politisk ville.
Der er ingen tvivl om, at principafgørelserne blev strammet gevaldigt op for ca. 10 år siden – uden at lovgivningen blev ændret det mindste. Det skete i form af beslutninger uden begrundelser – f.eks. ”Det kan ikke afvises, at pgl. vil kunne bringes tilbage til arbejdsmarkedet i 2 til 5 timer ugl.”, men der er aldrig en begrundelse for, hvorfor det ikke kan afvises. Det er faktisk det samme, hvis man som anklaget selv skal kunne bevise, at man er ”uskyldig”, og kan man ikke det, så bliver man dømt. Ankestyrelsen er reelt blevet en stat i staten.
Hvorfor blander politikkerne – specielt udvalgsformanden - sig ikke i klagesager, hvor der er et klart skøn involveret? Det vides ikke, for det gjorde man før i tiden, fordi man politisk ville have indflydelse på bevillingsniveauet, og ikke bare ville dække sig ind bag nogle embedsmænd.
Så politikere gå ind og påvirk service- og bevillingsniveauet, som I jo i dag reelt ikke har spor indflydelse på – og måske heller ikke ønsker at få det eller hva’?