Det passer ikke, Jesper Andreasen
Tidligere arbejdsmarkedschef Mogens Rerup går i rettet med udvalgsformand Jesper Andreasens udtalelser i Jobcenter-sagen
Tidligere arbejdsmarkedschef Mogens Rerup skriver på Lokalavisen Budstikkens debatside:
Jesper Andresen du skrev, at de ansatte på Jobcentret følger det serviceniveau som udvalget og byrådet har fastlagt. Det er nu ikke rigtigt, for på masser af områder har politikerne slet ikke været involveret i serviceniveauet, og de har heller ikke ønsket at være det, for det er lettere at være uden ansvar for i stedet at kunne henvise til embedsmændene.
Jeg tænker på de utallige sager, hvor man skønsmæssigt kan træffe afgørelser uden at overtræde Ankestyrelsens Principafgørelser.
I disse sager er et betydeligt skøn involveret, og her har politikerne en masse indflydelse, hvis de vil have det – sådan var det f.eks. i Vojens Kommune.
Hvis man politisk ikke ønsker at have de mest restriktive skøn, som der overhovedet er mulighed for, så kan politikerne virkelig gøre en forskel, når man nu får kvartalsvis klageoversigter på bordet.
Udvalget bør se på de sager, hvor der er skønsmuligheder, og de sager hvor man har været usikre i sine afgørelser.
Udvalget bør endeligt forlange at se samtlige klagesager, som Ankestyrelsen hjemgiver til fornyet sagsbehandling, eller hvor kommunens beslutning direkte bliver omgjort af Ankestyrelsen, for det vil man blive klogere af.
Når dette er sagt, så tjener det virkelig udvalgsformanden til ære, at man politisk gør noget aktivt, og ikke som hidtil går i ”flyverskjul” bag embedsmændene.