Fik udstyret tilbage
Landmåler Jens Nygaard har fået sit udstyr tilbage. Han fik tilbage i maj stjålet sit dyre landmålerudstyr til 350.000 kroner, da han var på måler-arbejde hos Banedanmark. Efter tyveriet henvendte Jens Nygaard sig grædefærdig til Roskilde Avis, og spurgte om avisen kunne hjælpe med at efterlyse det uundværlige udstyr. Tyvene har benyttet et øjeblik, hvor landmåleren med en kollega havde gemt instrumenterne bag et træ på et privat område. Da de to kom tilbage var det hele sporløst forsvundet og ingen havde opdaget noget. I starten af juni ringede han atter til avisen med en god besked. - Jeg har fået udstyret tilbage. I hel tilstand. - Jeg er både glad og lettet, forklarede Jens Nygaard. Han var med sædvanlig jysk underdrivelse jublende lykkelig over, at han ikke længere var i fare for selv at skulle erstatte de dyre instrumenter. Han fortæller, at det var noget personale på Scandic, der havde fået øje på hans orange kuffert med målerudstyret og havde afleveret det til politiet. Ordensmagten ringede straks til Jens Nygaard med den gode besked. - Jeg tror tyvene har opgivet at sælge det videre, og så har de bare sat det fra sig et sted, siger landmåleren. Han er glad for at ærlige mennesker har bragt det tilbage til ham igen. ag@roskildeavis.dk